Job 32:14
Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
15 De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
16 Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
17 (Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
12 Da jeg (nu) haver agtet paa eder, see, da er der Ingen, som overbeviser Job, (Ingen) af eder, som kunde svare til hans Taler.
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
12 See, (herpaa) svarer jeg dig: Hermed er du ikke retfærdig; thi Gud er mere (retfærdig) end et Menneske.
13 Hvorfor haver du trættet med ham? efterdi han ikke gjør dig Regnskab for nogen af sine Gjerninger.
5 Pryd dig nu med Høihed og Ypperlighed, og ifør dig med Ære og Hæder.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
6 Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
3 Om han haver Lyst til at trætte med ham, (saa) kan han ikke svare ham Eet af Tusinde.
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
33 Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
21 Kjære, jeg vil ikke ansee Nogens Person, og jeg vil ikke nævne noget Menneske (med Ærestitel).
22 Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).
32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
33 Skal det være af dig, at han skal betale det (Onde), efterdi du foragter (ham)? thi du, du udvælger dig (egne Ting, som) jeg ikke (har Behag udi); og hvad veed du (at svare dertil)? tal!
34 Folk, (som have et forstandigt) Hjerte, skulle tale med mig, og en viis Mand hører mig.
35 Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke med Klogskab.
2 Bind nu om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
3 Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
19 En Tjener kan ikke tugtes med Ord; thi om han (det end) forstaaer, saa svarer han (dog) ikke (dertil).
1 Da svarede Job og sagde:
3 idet han beviser med Ord, (som) ikke kan gavne, og med Taler, som man ikke kan have Gavn af.
19 Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.
5 Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
13 Visseligen skal Gud ikke høre Forfængelighed, og den Almægtige skal ikke beskue det.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
3 og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
3 Hans Vrede optændtes og mod hans tre Venner, fordi de fandt intet Svar og dømte (dog) Job at være ugudelig.
22 De talede ikke anden Gang efter mit Ord, og min Tale dryppede paa dem.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
2 Hvo er denne, som formørker (Guds) Raad med Tale uden Forstand?
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst: