Jobs bok 32:15
De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
De ere forskrækkede, de kunne ikke ydermere svare, de have henlagt (deres) Ord fra sig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
17(Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
14Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
21De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
22De talede ikke anden Gang efter mit Ord, og min Tale dryppede paa dem.
23Thi de ventede paa mig som paa Regn, og de gabede med deres Munde som efter sildig Regn.
21Og de taug og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: I skulle ikke svare ham.
3Og de Ypperstepræster anklagede ham meget.
4Pilatus spurgte ham atter ad og sagde: Svarer du slet Intet? See, hvor meget de vidne imod dig.
5Men Jesus svarede fremdeles Intet, saa at Pilatus maatte forundre sig.
9da de Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund;
10da Fyrsternes Røst skjulte sig, og deres Tunge hængte ved deres Gane.
36Og Folket taug og svarede ham ikke et Ord; thi det var Kongens Befaling, som havde sagt: Svarer ham Intet.
14Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare.
46Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.
16De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.
17De have Øren, men kunne ikke høre, og der er ingen Aande i deres Mund.
26Og de kunde ikke fange ham i hans Ord i Folkets Nærværelse; og de forundrede sig over hans Svar og taug.
6Og de kunde ikke give ham Svar derpaa.
11See, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte (mine) Øren hen til (at høre) eders Forstand, indtil at I kunde have udsøgt, (hvad I vilde) tale.
12Da jeg (nu) haver agtet paa eder, see, da er der Ingen, som overbeviser Job, (Ingen) af eder, som kunde svare til hans Taler.
22Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og ginge bort.
13Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
5Thi see, Kongerne vare forsamlede, de droge forbi tilsammen.
5Pryd dig nu med Høihed og Ypperlighed, og ifør dig med Ære og Hæder.
40Men de turde ikke spørge ham ydermere om Noget.
31Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
5Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
3Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
5De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.
7Og Seerne skulle beskjæmmes, og Spaamændene blive tilskamme, og de skulle skjule Skjægget over Munden allesammen, thi der skal ikke være Guds Svar.
7De have Hænder, men kunne ikke føle, de have Fødder, men kunne ikke gaae, de kunne ikke tale igjennem deres Strube.
15Og der han talede med mig efter disse Ord, (da) vendte jeg mit Ansigt mod Jorden og blev stum.
2Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
12Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.
3En Dag udgyder (sin) Tale til den anden, og en Nat kundgjør den anden Vidskab.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
27Og du skal tale til dem alle disse Ord, og de skulle ikke høre dig, og du skal kalde ad dem, men de skulle ikke svare dig.
12Og der han blev anklaget af de Ypperstepræster og Ældste, svarede han Intet.
14Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
5Der Elihu saae, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
28Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
19og til en Basuns Lyd og til Ords Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at Talen ikke mere maatte skee til dem;
12Men de forfærdedes alle og tvivlede, og sagde En til den Anden: Hvad monne dette være?
6Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede.
28Og jeg saae (mig om), men der var Ingen, og af disse var og ingen Raadgiver, at jeg kunde spørge dem ad, og de kunde give Svar tilbage.
20Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
16Hedningerne skulle see det og beskjæmmes for al deres Styrke, de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.