Jesaja 41:28
Og jeg saae (mig om), men der var Ingen, og af disse var og ingen Raadgiver, at jeg kunde spørge dem ad, og de kunde give Svar tilbage.
Og jeg saae (mig om), men der var Ingen, og af disse var og ingen Raadgiver, at jeg kunde spørge dem ad, og de kunde give Svar tilbage.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25Jeg saae, og see, der var intet Menneske, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløine.
42De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
28Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
29See, de ere alle Uretfærdighed, deres Gjerninger ere Intet; deres støbte (Billeder) ere Veir og Tomhed.
41Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
30Og jeg ledte efter en Mand af dem, som vilde gjærde et Gjærde og staae i Gabet for mit Ansigt for Landet, at jeg skulde ikke fordærve det; men jeg fandt ingen.
4Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
10Nu dog, omvender eder alle, og kommer, Kjære! thi jeg finder ikke en Viis iblandt eder.
12Da jeg (nu) haver agtet paa eder, see, da er der Ingen, som overbeviser Job, (Ingen) af eder, som kunde svare til hans Taler.
11der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.
2Hvorfor kom jeg, og der var slet Ingen? hvorfor kaldte jeg, og der var Ingen, som svarede? er min Haand saa aldeles forkortet, at den kan ikke forløse? eller er der ingen Kraft hos mig til at redde? see, jeg tørrer Havet ved min Trudsel, jeg gjør Floder til en Ørk, at deres Fiske stinke, fordi der ikke er Vand, og døe af Tørst.
26Hvo haver forkyndt (Noget) af Begyndelsen, at vi kunde vide det, eller fra forrige Tid? saa ville vi sige: (Han er) retfærdig; men der er Ingen, som forkynder (Noget), og Ingen, som lader høre (Noget), og Ingen, som hører eders Tale.
27(Jeg er) den Første, (som siger) til Zion: See, see dem; og jeg vil give Jerusalem den, som bærer (et godt) Budskab.
7Og Seerne skulle beskjæmmes, og Spaamændene blive tilskamme, og de skulle skjule Skjægget over Munden allesammen, thi der skal ikke være Guds Svar.
12De skulle kalde dens Ypperste til Riget, men der er Ingen; og alle dens Fyrster skulle blive til Intet.
36Men man gik forbi, og see, han var ikke (mere), og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.
12Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.
25Ødelæggelse kommer, og de skulle søge Fred, og den skal ikke (findes).
18(Der var) ingen af alle de Børn, som hun havde født, der kunde lede hende, og ingen af alle de Børn, som hun havde opdraget, der kunde tage fat paa hendes Haand.
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
28Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
16Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
21De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
15Og Sandheden er borte, og den, som viger fra det Onde, bliver berøvet; og Herren saae det, og det var ondt for hans Øine, at der er ingen Ret.
16Og han saae, at der var ingen Mand, og han forskrækkedes saare, at der var ingen Forbeder; men hans Arm frelste ham, og hans Retfærdighed, den opholdt ham.
23Jeg saae Landet, og see, det var øde og tomt; og (jeg saae) til Himlene, og deres Lys (var der) ikke.
10(Da) svarede Chaldæerne for Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgjøre det, som Kongen taler; saa er der ingen (saa) stor og mægtig en Konge, som begjærer saadan Ting af nogen Spaamand eller Stjernetyder eller Chaldæer.
20Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
9Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
2En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
22Anslag gjøres til Intet, naar der ikke er hemmeligt Raad, men hvor der ere mange Raadgivere, (der) skal det bestaae.
14Hvor intet Raad er, (der) maa Folket falde, hvor mange Raadgivere ere, (der) er Frelse.
9Nu, hvorfor raaber du saare? er der ingen Konge udi dig? er din Raadgiver omkommen, fordi Smerte haver betaget dig, som hendes, der føder?
3Hvad Raad gav du den, (som havde) ingen Viisdom, og lod ham i Overflødighed vide Sagen?
30(Der hjælper) ikke Viisdom, ei heller Forstand, ei heller Raad imod Herren.
24Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
7See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
7See, deres Stærke, de skrige derude; Fredsbud skulle græde beskeligen.
6Jeg gav Agt og hørte til; de vilde ikke tale Ret, der var Ingen, som angrede sin Ondskab og sagde: Hvad haver jeg gjort? de vendte sig allesammen om, hver til sit Løb, som en Hest, der render i Krigen.
7Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
11Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
11Der er En udgangen fra dig, som tænker Ondt imod Herren, en Belials Raadgiver.
14Der var en liden Stad, og faa Folk i den, og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Bolværker om den;
16Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
8Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
2Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.
5Og jeg saae (mig) om, og der var ingen Hjælper, og jeg var forskrækket, og der var Ingen, som opholdt mig; men min Arm frelste mig, og min Grumhed, den opholdt mig.
15Vee dem, som sænke sig dybt fra Herren, at skjule deres Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørke, og de sige: Hvo seer os, og hvo kjender os?
9Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.