Job 32:20
Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
17 (Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
18 Thi jeg er fuld af Taler, en Aand i mit Indre trænger mig.
19 See, mit Indre er som Viin, der ikke er aabnet for, det maa revne som nye Læderflasker.
1 Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
3 Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.
2 Derfor komme mine Tanker mig til at give (Svar) igjen, og derfor haster jeg udi mig.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
4 Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
3 Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
5 (Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
2 Jeg vil oplade min Mund ved Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),
10 Derfor siger jeg: Hør mig; jeg, jeg vil ogsaa kundgjøre min Kundskab.
15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veie, og Syndere skulle omvende sig til dig.
5 Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
4 Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
5 Pryd dig nu med Høihed og Ypperlighed, og ifør dig med Ære og Hæder.
6 Hører, thi jeg vil tale fyrstelige Ting, og aabne mine Læber til Oprigtigheder.
1 Men Job svarede og sagde:
131 Jeg oplod min Mund og higede (efter dit Ord), thi jeg haver Begjærlighed til dine Bud.
1 Hører til, I Himle, og jeg vil tale; og Jorden skal høre min Munds Taler.
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
3 Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
1 Da svarede Job og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
14 dem, som mine Læber oplode (sig med), og min Mund talede, da jeg var i Angest.
1 Men Job svarede og sagde:
21 Kjære, jeg vil ikke ansee Nogens Person, og jeg vil ikke nævne noget Menneske (med Ærestitel).
2 Bi mig lidet, og jeg vil kundgjøre dig, at (her er) endnu at tale for Gud.
17 Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
3 baade menige Mand og de ypperlige Folk, en Rig og Fattig tillige!