Salmenes bok 39:3
Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
9 Og jeg sagde: Jeg vil ikke komme ham ihu, og ei tale ydermere i hans Navn, men det var i mit Hjerte, som en brændende Ild (havde været) indelukket i mine Been; og jeg søgte med Møie at fordrage det, men jeg kunde ikke.
3 baade menige Mand og de ypperlige Folk, en Rig og Fattig tillige!
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
1 Til Sangmesteren; over Schoschannim; for Korahs Børn, (en Psalme,) som giver Underviisning, en Sang om Kjærlighed.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
2 See nu, jeg haver opladt min Mund, min Tunge haver talet ved min Gane.
3 Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
6 Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
2 Herrens Aand talede ved mig, og hans Tale skede ved min Tunge.
9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
131 Jeg oplod min Mund og higede (efter dit Ord), thi jeg haver Begjærlighed til dine Bud.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
14 dem, som mine Læber oplode (sig med), og min Mund talede, da jeg var i Angest.
17 Til ham raabte jeg med min Mund, og han blev ophøiet ved min Tunge.
2 Derfor komme mine Tanker mig til at give (Svar) igjen, og derfor haster jeg udi mig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
10 Jeg troede, derfor talede jeg; jeg var saare plaget.
19 Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
13 Jeg fortalte med mine Læber alle din Munds Rette.
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
3 Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.