Job 31:27
og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Dersom jeg haver sat Guld til mit Haab, eller sagt til det (kostelige) Guld: Du er min Tillid,
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
26 dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
7 Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Qvinde, eller jeg haver luret ved min Næstes Dør,
10 da maa min Hustru male med en Anden, og Andre bøie sig over hende.
28 — det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
5 Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?
33 dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
4 (Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øine, hvad skulde jeg da agte paa en Jomfru?
4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
3 Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
11 Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
13 Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun forhærdede sit Ansigt og sagde til ham:
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
13 Jeg fortalte med mine Læber alle din Munds Rette.
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
3 Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.
3 Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
12 Fra hans Læbers Bud er jeg og ikke afvegen, jeg gjemte hans Munds Tale mere end min Viis.
1 Til Sangmesteren; over Schoschannim; for Korahs Børn, (en Psalme,) som giver Underviisning, en Sang om Kjærlighed.
16 og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale oprigtige Ting.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
16 (Hver), som søger at skjule hende, vil skjule Veir, og i sin høire Haand (gjemme) Olie, (som dog) raaber.
13 Sandeligen, jeg haver forgjæves renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed,
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
3 Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
6 Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!
25 Begjær ikke hendes Deilighed i dit Hjerte, og lad hende ikke betage dig med sine Øienlaage.
37 Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
20 Saa er en Horkones Vei: Hun aad og afviskede sin Mund, og sagde: Jeg haver ikke gjort Uret.