Job 31:28
— det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —
— det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
11 Thi det er en Skjændsel, og det er en Misgjerning for Dommerne.
31 Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.
32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
9 Jeg maatte ellers maaskee mættes og negte (dig) og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.
4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
5 Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
6 Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
5 Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
6 saa maa han veie mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal kjende min Fuldkommenhed.
7 Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen, (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
5 Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, og Gud haver borttaget min Ret.
6 Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
27 dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
33 dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig,
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
1 Døm mig, O Gud! og udfør min Sag for det umilde Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfrie du mig.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
2 Thi hvad er den Deel, (som) Gud (giver her) oven af, og den Arv, (som) den Almægtige (giver) af de høie Steder?
8 Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
35 til at lade en Mands Ret bøies for den Høiestes Ansigt,
12 See, (herpaa) svarer jeg dig: Hermed er du ikke retfærdig; thi Gud er mere (retfærdig) end et Menneske.
14 Dersom jeg syndede, saa varede du paa mig, og lod mig ikke være uskyldig for min Misgjerning.
13 Eller dersom jeg havde gjort noget Falskt imod hans Liv, — efterdi at ingen Ting bliver dulgt for Kongen, — da havde du selv stillet dig derimod.
6 Det være langt fra! Hvorledes skulde Gud da dømme Verden?
22 Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.