Ordspråkene 30:9
Jeg maatte ellers maaskee mættes og negte (dig) og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
Jeg maatte ellers maaskee mættes og negte (dig) og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Læg Intet til hans Ord, at han skal ikke straffe dig, og du skal findes løgnagtig.
7Jeg haver bedet dig om tvende (Ting; dem) ville du ikke vægre mig, før jeg døer:
8Lad Forfængelighed og Løgns Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, (men) uddeel til mig mit beskikkede Brød.
10Bagtal ikke en Tjener for hans Herre, at han ikke skal bande dig, og du skulde bære Skyld.
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
28— det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —
17og du maatte sige i dit Hjerte: Min Kraft og min Haands Styrke har udrettet mig disse mægtige (Gjerninger).
18Men du skal komme Herren din Gud ihu, thi han er den, som giver dig Kraft til at gjøre mægtige (Gjerninger), for at stadfæste sin Pagt, som han svoer dine Fædre, som (det sees) paa denne Dag.
10Og du skal æde og blive mæt, og love Herren din Gud for det gode Land, som han haver givet dig.
11Vogt dig, at du ikke forglemmer Herren din Gud, saa du ikke holder hans Bud og hans Rette og hans Skikke, som jeg byder dig idag;
12at du ikke skal æde og blive mæt, og bygge gode Huse og boe deri,
16Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
17og haver jeg ædet min Mundbid for mig alene, saa at den Faderløse ikke aad deraf,
9Hør, mit Folk! og jeg vil vidne iblandt dig; Israel! gid du vilde høre mig!
10Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede for en fremmed Gud.
23at jeg vil ikke tage saa meget, som en Traad eller Skotvinge, af alt det, som dig hører til, at du skal ikke sige: Jeg, jeg haver gjort Abram rig;
12Og I skulle ikke falskeligen sværge ved mit Navn, saa du vanhelliger din Guds Navn; jeg er Herren.
30Man foragter ikke en Tyv, om han stjæler for at fylde sin Sjæl, efterdi han er hungrig.
7(II.) Du skal ikke tage Herrens din Guds Navn forfængeligen; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen.
36Bøi mit Hjerte til dine Vidnesbyrd, og ikke til Gjerrighed.
37Bortvend mine Øine, at de ikke see til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vei.
27dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
22Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
22Mon jeg haver sagt: Giver mig hid, og skjænker (Noget) for min Skyld af eders Formue?
1Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
21Kjære, jeg vil ikke ansee Nogens Person, og jeg vil ikke nævne noget Menneske (med Ærestitel).
22Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).
4Bøi ikke mit Hjerte til (nogen) ond Handel, til at bedrive Gjerninger i Ugudelighed med Mænd, som gjøre Uret, at jeg ikke skal æde af deres nydelige Mad.
14og dit Hjerte skulde ophøies, og du skulde glemme Herren din Gud, som udførte dig af Ægypti Land, af Tjeneres Huus,
12Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig (det); thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
9at du ikke maaskee skal give Andre din Ære, og en Grum dine Aar;
10at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus,
12saa tag dig vare, at du ikke forglemmer Herren, som udførte dig af Ægypti Land, af Tjeneres Huus.
13Hvo kan forstaae sig paa Vildfarelser? rens du mig af (mine) lønlige (Brøst).
11Du skal ikke tage Herrens din Guds Navn forfængeligen; thi Herren skal ikke lade den være uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen.
20Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
11Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
3Hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad), thi det er falskt Brød.
16Tager eder vare, at eders Hjerte ikke bliver bedaaret, at I vige af og tjene andre Guder, og tilbede for dem,
11Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
39dersom jeg haver ædet dets Formue uden Penge, og gjort, at dets Eiermænd maatte udblæse Sjælen,
13Og alt det, som jeg haver sagt til eder, skulle I holde; og I skulle ikke ihukomme andre Guders Navn, det skal ikke høres af din Mund.
30— jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
5Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
28da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
18at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
10Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
9Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
31Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.