Salmenes bok 50:12
Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig (det); thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig (det); thi Jorderige hører mig til og dets Fylde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Jeg vil ikke tage en Stud af dit Huus, (ei heller) Bukke af dine Stier.
10 Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal.
11 Jeg kjender alle Fuglene paa Bjergene, og Dyr paa Marken ere hos mig.
13 (Mener du, at) jeg vil æde de stærke (Øxnes) Kjød, eller drikke Bukkeblod?
26 thi Jorden er Herrens og dens Fylde.
11 Af dens Næsebor udgaaer Røg som af en sydende Gryde og Kjedel.
1 Davids Psalme. Jorden er Herrens, og dens Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
8 Lad Forfængelighed og Løgns Ord være langt fra mig; giv mig ikke Armod eller Rigdom, (men) uddeel til mig mit beskikkede Brød.
9 Jeg maatte ellers maaskee mættes og negte (dig) og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
38 Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
39 dersom jeg haver ædet dets Formue uden Penge, og gjort, at dets Eiermænd maatte udblæse Sjælen,
11 Og skulde jeg tage mit Brød og mit Vand og mit slagtede (Fæ), som jeg haver slagtet til dem, som klippe for mig, og give de Mænd, som jeg ikke veed, hvorfra de ere?
28 Men dersom Nogen siger til eder: Det er Afguds-Offer, da æder det ikke, for hans Skyld, som gav det tilkjende, og for Samvittighedens Skyld;
1 Davids Psalme. Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.
22 Mon jeg haver sagt: Giver mig hid, og skjænker (Noget) for min Skyld af eders Formue?
31 dersom ikke Mændene i mit Paulun have sagt: Hvor finder man Nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kjød?
15 Og jeg vil give dit Fæ Urter paa Marken; og du skal æde og blive mæt.
10 Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede for en fremmed Gud.
6 Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.
8 Sølvet (hører) mig til, og Guldet (hører) mig til, siger den Herre Zebaoth.
24 Mon Nogen kan skjule sig i (saa) lønlige (Stæder), at jeg, jeg kan ikke see ham? siger Herren; er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden? siger Herren.
39 Hvad, som var revet, haver jeg ikke baaret til dig, jeg betalte det, du krævede det af min Haand; (iligemaade) det, som enten var stjaalet om Dagen, eller stjaalet om Natten.
17 og haver jeg ædet min Mundbid for mig alene, saa at den Faderløse ikke aad deraf,
27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Mad i sin Tid.
9 Hvo, der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo, som elsker meget (Gods), faaer dog ikke Gavn deraf; dette er ogsaa Forfængelighed.
15 Jeg vil visseligen velsigne dens Spise, jeg vil mætte dens Fattige med Brød.
2 Hvi veie I Penge der, hvor ikke er Brød, og eders Arbeide der, hvor I ikke kunne mættes? hører mig nøie og æder det Gode, saa skal eders Sjæl forlyste sig med det Fede.
7 Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.
29 Thi Herren hører Riget til, og han hersker iblandt Hedningerne.
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
22 Forstaaer dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal henrive, og der er Ingen, som frier.
16 De, som hade Herren, skulde smigre for ham, men deres Tid skulde være evindeligen.
42 Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
20 Kan du drage Leviathan med en Krog, eller (drage) dens Tunge med en Snor, (som) du lader synke ned?
10 Frygter Herren, I hans Hellige! thi de, som ham frygte, have ingen Mangel.
14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
10 Og du skal æde og blive mæt, og love Herren din Gud for det gode Land, som han haver givet dig.
5 Jeg, jeg gjorde Jorden, Menneskene og Dyrene, som ere paa Jordens Kreds, ved min den store Magt og ved min den udrakte Arm, og jeg haver givet den, til hvem mig ret synes.
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
17 Da skulle Lammene fødes efter deres Viis, og de Fremmede skulle æde i de Fedes Ørkener.
7 og for dit Fæ og for de vilde Dyr, som ere i dit Land; al dets Grøde skal være til at æde.
15 Og lad dem komme igjen om Aftenen, lad dem tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
22 Mon der skal slagtes smaat Qvæg og stort Qvæg for dem, at der kan findes (nok) til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan findes (nok) til dem?
16 Himlene, (ja) Himlene høre Herren til, men Jorden gav han Menneskens Børn.
16 Naar Manden sagde til ham: De skulle aldeles gjøre Røgoffer af det Fede, som (det bør sig) idag, siden tag dig, saasom dit Hjerte begjærer, da sagde han til ham: Nu skal du dog give, og hvis ikke, vil jeg tage med Magt.
9 ham, som giver Dyr deres Føde, Ravneunger, som raabe.
15 Alles Øine vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid.