Hosea 13:6
Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.
Der de fik Føde, da bleve de mætte, de bleve mætte, og deres Hjerte ophøiede sig; derfor forglemte de mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de havde afvendt dem (til at gaae) paa Bjergene; de gik fra Bjergene paa Høiene, de glemte deres Leie.
7 Og jeg var dem som en grum Løve; som en Parder saae jeg til paa Veien.
8 Jeg mødte dem som en Bjørn, den Ungerne ere tagne fra, og sønderrev deres Hjertes Lukke; og der fortærede jeg dem som en gammel Løve; (vilde) Dyr paa Marken sønderreve dem.
6 Da skulle de gaae med deres Faar og med deres Øxne at søge Herren, og ikke finde ham; han haver draget sig fra dem.
7 Ligesom de bleve mangfoldige, saa syndede de imod mig; jeg vil omskifte deres Ære til Skam.
8 De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
20 Og de omskiftede deres Ære til en Oxes Lignelse, som eder Urter.
21 De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
14 og dit Hjerte skulde ophøies, og du skulde glemme Herren din Gud, som udførte dig af Ægypti Land, af Tjeneres Huus,
5 Og de ere adspredte, fordi de have ingen Hyrde, og de ere blevne alle (vilde) Dyr paa Marken til Spise, og ere adspredte.
6 Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle ophøiede Høie, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er Ingen, som spørger, og Ingen, som leder efter (dem).
5 Jeg, jeg kjendte dig i Ørken, i de tørre Steders Land.
2 Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg haver ihukommet al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere for mit Ansigt.
13 Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad.
11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
6 Derfor haver en Løve af Skoven slaget dem, en Ulv om Aftenen skal forstyrre dem, en Parder vaager (og lurer) mod deres Stæder; hver den, som udgaaer af dem, skal sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvendelser ere blevne (saare) mange.
7 Hvor skulde jeg tilgive dig dette? dine Børn forlode mig og svore ved (det, som) ikke er Gud; der jeg havde mættet dem, da bedreve de Horeri og sloge sig sammen i Troppetal i Horehuset.
29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til.
30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
13 Vee dem! thi de vanke hid og did fra mig; Ødelæggelse (skal vederfares) dem, thi de have gjort Overtrædelse imod mig; og jeg, jeg vilde forløse dem, men de, de talede idel Løgn imod mig.
14 Og de raabe ikke til mig i deres Hjerte, naar de hyle paa deres Seng; for Korn og Most holde de sig tilsammen, de afvige (og overtræde) imod mig.
20 Thi jeg vil føre det ind i Landet, som jeg svoer deres Fædre, hvilket flyder med Melk og Honning, og det skal æde og mættes og fede sig, og vende sit Ansigt til andre Guder, og de skulle tjene dem og opirre mig, og de skulle gjøre min Pagt til Intet.
15 Dog haver mit Folk glemt mig, de gjøre Røgelse for Forfængelighed; og de støde an paa deres Veie, paa de evige Stier, for at gaae paa Stier, paa den Vei, som ikke er banet,
15 Og jeg vil give dit Fæ Urter paa Marken; og du skal æde og blive mæt.
25 Dette er din Lod, (ja) din tilmaalte Deel af mig, siger Herren, du, som haver glemt mig og forladt dig paa Løgn.
10 Saa sagde Herren om dette Folk: Saaledes have de elsket at vanke ustadigt omkring, de holdt ikke deres Fødder tilbage; derfor haver Herren ikke Behagelighed til dem, (men) skal nu komme deres Misgjerning ihu og hjemsøge deres Synder.
14 Fød dit Folk med din Kjep, din Arvs Faar, du, som boer alene i en Skov midt paa Carmel; lad dem fødes i Basan og Gilead, som i gamle Dage.
18 Mon det være eder (for) lidet, at I have afædet den gode Føde? og det, som er tilovers af eders Føde, have I nedtraadt med eders Fødder; og I have drukket klart Vand, og rørt det, som var tilovers, med eders Fødder.
19 Og mine Faar, skulle de afæde det, som var nedtraadt med eders Fødder, og drikke det, som I have rørt med eders Fødder?
8 (Saa sandt) jeg lever, siger den Herre Herre, fordi mine Faar ere blevne til Rov, og mine Faar ere blevne til Spise for (alle) vilde Dyr paa Marken, fordi de have ingen Hyrde, og mine Hyrder søgte ikke mine Faar, men Hyrderne fødte sig (selv) og fødte ikke mine Faar,
11 Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
17 Da skulle Lammene fødes efter deres Viis, og de Fremmede skulle æde i de Fedes Ørkener.
21 Thi Hyrderne ere ufornuftige og søgte ikke Herren; derfor handle de ikke klogeligen, og al deres Fødes (Hjord) er adspredt.
12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke (tjene) mig.
35 Derfor sagde den Herre Herre saaledes: Fordi du glemte mig og kastede mig bag din Ryg, saa bær du nu ogsaa din Skjændsel og dine Horerier!
13 Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.
5 — (de vare) hungrige, og tørstige tillige, deres Sjæl forsmægtede i dem.
32 Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, (eller) en Brud sine Hovedbaand? og mit Folk haver glemt mig utallige Dage.
42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
14 Jeg vil føde dem med god Føde, og deres Faaresti skal være paa de høie Israels Bjerge; der skulle de ligge i en god Faaresti, og fødes med fed Føde paa Israels Bjerge.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
13 Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle.
7 Thi mit Folk, de hænge ved at afvende sig fra mig, de kalde dem, (at de skulle omvende sig) til den Høieste, (men) Ingen ophøier (ham) tillige.
14 Thi Israel forglemte den, som havde gjort ham, og byggede Paladser, og Juda gjorde mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.
10 Og de skulle æde og ikke blive mætte, bedrive Hor og ikke udbryde (i Mangfoldighed), fordi de have forladt Herren (og) at tage vare (paa hans Bud).
4 Saa sagde Herren min Gud: Fød de Slagtefaar,
16 Thi Israel var uregjerlig som en uregjerlig Ko; nu skal Herren føde dem som et Lam paa et rumt Sted.
4 Jeg drog dem med Menneskens Snorer, med Kjærligheds Reb, og jeg var dem som de, der opløfte Aaget, (der var) over deres Kjæfter, og jeg rakte ham Føde.
7 (Hvert af) deres Øine staaer ud for Fedme, (deres) Hjertes Tanker faae Fremgang.