Forkynneren 5:9
Hvo, der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo, som elsker meget (Gods), faaer dog ikke Gavn deraf; dette er ogsaa Forfængelighed.
Hvo, der elsker Penge, kan ikke mættes af Penge, og hvo, som elsker meget (Gods), faaer dog ikke Gavn deraf; dette er ogsaa Forfængelighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Og Jordens Nytte er for Alle; en Konge (selv) bliver betjent af Ageren.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
11 Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.
19 Thi han skal ikke meget komme sit Livs Dage ihu, efterdi Gud svarer ham i hans Hjertes Glæde.
8 Men var der en Mand, (som brugte sin) Arms Styrke, han havde Landet, og den, hvis Person var anseet, boede deri.
9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
11 I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden!
19 (hvor langt mindre) til den, som ikke anseer Fyrsternes Personer og kjender ikke den Rige fremfor den Ringe; thi de ere alle hans Hænders Gjerning.
3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
9 Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.
26 thi Jorden er Herrens og dens Fylde.
23 Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
24 Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt?
7 Jeg saae Tjenere paa Heste, og Fyrster gaae (tilfods) paa Jorden som Tjenere.
2 En Rig og en Arm mødtes; Herren gjorde dem allesammen.
10 han, som giver Regn paa Jorden og lader Vand komme paa Gaderne,
11 Den, som dyrker sit Land, skal mættes med Brød, men den, som jager efter unyttige (Ting), fattes Forstand.
19 Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod.
29 Seer du en Mand, (som er) snar i sin Gjerning, han skal stilles for Konger, han skal ikke stilles for de Uædle.
1 Davids Psalme. Jorden er Herrens, og dens Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
14 Han lader Græs groe for Fæ, og Urter til Menneskets Tjeneste, for at fremføre Brød af Jorden.
14 En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Throne skal stadfæstes evindelig.
28 Alle Verdens Ender skulle komme ihu og omvende sig til Herren, og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
29 Thi Herren hører Riget til, og han hersker iblandt Hedningerne.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
11 Derfor, fordi I traadte paa den Fattige, og I toge Korns tunge (Rente) af ham, (saa) have I (vel) bygget Huse af hugne Stene, men I skulle ikke boe i dem, I have plantet ønskelige Viingaarde, men I skulle ikke drikke Viin af dem.
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
17 Saligt er du, Land, hvis Konge er født af de Ypperste, og hvis Fyrster ville æde i Tide til Styrke og ikke til Drukkenskab.
23 I alt smerteligt (Arbeide) er der Fordeel, men (hvor der ikkun ere) Læbers Ord, (der kommer det) aleneste til Mangel.
37 Og de saaede Agre og plantedeViingaarde, og de fik Frugt (af deres) Indkomme.
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
5 Der er en Ulykke til, som jeg saae under Solen, som en Forseelse, der udkommer fra en Regents Ansigt:
9 Og de, som boe ved Enderne, frygte for dine Tegn; du gjør, at de, som udgaae Morgen og Aften, synge (med Fryd).
5 Naar Nogen lader afæde Ager eller Viingaard, at han lader sit Fæ løs, og det afæder paa en Andens Ager, da skal han betale af det, som godt er paa sin Ager, og det, som godt er i sin Viingaard.
9 (Den, som haver) et godt Øie, den skal velsignes; thi han gav den Ringe af sit Brød.
19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
14 Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.
7 Du gjør, at han hersker over dine Hænders Gjerninger, du haver lagt Alting under hans Fødder,
16 Ved mig skulle Fyrster have Fyrstendom, og de Ypperlige, (ja) alle Dommere paa Jorden.
23 Da skal han give din Sæd, hvormed du skal saae Jorden, Regn, og Brød af Jordens Indkomme, og det skal være fedt og saftigt; han skal føde dit Fæ paa den samme Dag paa en bred Eng.
14 Han skal og tage eders Agre og eders Viingaarde og eders Oliegaarde, de, som ere gode, og give sine Tjenere.
15 Og af eders Sæd og eders Viingaarde skal han tage Tiende og give sine Hofbetjente og sine Tjenere.
2 Hører dette, alle Folk, vender (eders) Øren hid, alle Verdens Indbyggere,
13 Ja og, at ethvert Menneske æder og drikker, og seer (og nyder) det Gode i alt sit Arbeide, det er en Guds Gave.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
12 Sandhed skal opvoxe af Jorden, og Retfærdighed skal see ned af Himmelen.