5 Mosebok 32:27
dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26 Jeg haver sagt: Jeg vilde adsprede dem i (alle) Hjørner, jeg vilde lade ophøre deres Ihukommelse iblandt Menneskene,
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
28 Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
29 Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.
30 Hvorledes skulde Een have forfulgt Tusinde, og To slaget Titusinde paa Flugt, dersom ikke deres Klippe havde solgt dem, og Herren havde overantvordet dem?
31 Thi deres Klippe er ikke som vor Klippe, og vore Fjender ere Dommere.
24 og dersom vi ikke gjorde dette af Omhyggelighed for denne Sags Skyld, sigende: Eders Børn maatte sige til vore Børn herefter, sigende: Hvad have I (at gjøre) med Herren, Israels Gud?
28 — det er ogsaa en Misgjerning for Dommerne; thi (dermed) havde jeg negtet Gud, (som er) oven af —
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
18 at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
14 Gid mit Folk vilde høre mig, (gid) Israel vilde vandre paa mine Veie!
23 Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.
4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
41 Naar jeg skjærper mit Sværds Lynild, og min Haand griber til Ret, da vil jeg lade Hevnen komme igjen paa mine Fjender, og jeg vil betale dem, som mig hade.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
9 Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gjøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmædelsers Skyld?
7 Jeg sagde: Du skal dog frygte mig, du skal annamme Tugt, saa skulde dens Bolig ikke udryddes, efter alt det, som jeg vilde besøgt den med; (men) de have sandelig aarle gjort sig rede, de have fordærvet alle deres Handeler.
13 Vide I ikke, hvad jeg, jeg og mine Fædre have gjort ved alle Folk i Landene? kunde vel Hedningernes Guder i Landene frie deres Land af min Haand?
14 Hvilken iblandt alle disse Hedningernes Guder, hvilke mine Fædre have sat i Band, er der, som kunde frie sit Folk af min Haand, at eders Gud skulde kunne frie eder af min Haand?
10 Nu (er det) i mit Hjerte at gjøre en Pagt for Herren, Israels Gud, at han maa vende sin grumme Vrede af fra os.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
34 Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
11 Herre! din Haand er høi, at de ikke kunne skue den; (dog) skulle de skue (din) Nidkjærhed over (dit) Folk og beskjæmmes, ja, Ilden skal fortære dem, (som ere) dine Fjender.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
28 at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken.
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
2 dersom Herren ikke havde været hos os, der Menneskene opstode imod os,
34 sandelig, jeg kunde have forfærdet en stor Hob, men en Foragtelig iblandt Slægterne kunde forskrækket mig, at jeg skulde tiet og ikke gaaet ud af en Dør.
3 Thi nu skulle de sige: Vi have ingen Konge; thi vi frygtede ikke Herren, hvad skulde da Kongen (kunne) gjøre os?
13 Herren skal dømme imellem mig og imellem dig, og Herren skal hevne mig paa dig; men min Haand skal ikke være paa dig;
9 Jeg maatte ellers maaskee mættes og negte (dig) og sige: Hvo er Herren? eller om jeg blev arm, da maatte jeg stjæle og forgribe mig paa min Guds Navn.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
13 Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
29 Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender.
15 Og jeg, jeg tugtede (dem vel), og jeg bestyrkede deres Arme, men de tænkte Ondt imod mig.
22 Men jeg afvendte min Haand og gjorde det for mit Navns Skyld, at det skulde ikke vanhelliges for Hedningernes Øine, for hvis Øine jeg havde udført dem.
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
37 Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
11 Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
14 at Riget skulde blive fornedret, at det ikke skulde hæve sig, paa det de skulde holde hans Pagt, at det (saa maatte) bestaae.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
22 Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).
9 Thi de vilde allesammen gjøre os frygtagtige og sagde: De skulle drage deres Hænder af fra Gjerningen, og den skal ikke udrettes; men nu, bekræft mine Hænder!
21 De, de have gjort mig nidkjær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres Forfængeligheder; og jeg, jeg vil gjøre dem nidkjære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.