Nehemja 5:9
Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gjøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmædelsers Skyld?
Fremdeles sagde jeg: Det er ikke en god Ting, som I gjøre; skulde I ikke vandre i vor Guds Frygt for Hedningernes, vore Fjenders, Forsmædelsers Skyld?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Og der vare de, som sagde: Vi laane Penge til Kongens Skat paa vore Agre og vore Viingaarde.
5 Nu er dog vort Legeme (ligesaa godt) som vore Brødres Legeme, og vore Børn som deres Børn; men see, vi undergive vore Sønner og vore Døttre til Tjenere, ja, der ere (nogle) af vore Døttre undergivne og ere ikke i vore Hænders Magt, og vore Agre (og) vore Viingaarde (komme) under Andre.
6 Og min (Vrede) optændtes saare, der jeg hørte deres Skrig og disse Ord.
7 Og mit Hjerte beknyttedes udi mig, at jeg trættedes med de Ypperste og Forstanderne og sagde til dem: Ville I lægge et Paalæg, den Ene paa den Anden? og jeg førte en stor Forsamling mod dem.
8 Og jeg sagde til dem: Vi, vi have gjenkjøbt vore Brødre, Jøderne, de, som vare solgte til Hedningerne, efter vor Formue, og I, I ville ogsaa sælge eders Brødre, eller skulle de sælges til os? da taug de og fandt intet Svar (derpaa).
10 Og jeg, mine Brødre og mine Tjenere, tage vi og Penge og Korn af dem? lader os dog lade dette Paalæg fare!
11 Kjære, giver dem igjen paa denne Dag deres Agre, deres Viingaarde, deres Oliegaarde og deres Huse og den hundrede Part af Pengene og af Kornet, Mosten og Olien, som I kræve af dem.
12 Da sagde de: Vi ville give det igjen og Intet kræve af dem, saaledes ville vi gjøre, ligesom du haver sagt; og jeg kaldte ad Præsterne og tog en Ed af dem, at de skulde gjøre efter dette Ord.
17 Da sagde jeg til dem: I see den Ulykke, i hvilken vi ere, at Jerusalem er øde, og dens Porte ere opbrændte med Ild; kommer og lader os bygge Jerusalems Mure, at vi ikke ydermere skulle være en Forsmædelse.
22 Thi jeg skammede mig at begjære Krigsmagt og Ryttere af Kongen til at hjælpe os fra Fjenden paa Veien; thi vi havde sagt til Kongen, sigende: Vor Guds Haand er over alle dem, som søge ham, til Gode, og hans Styrke og hans Vrede er over Alle, som forlade ham.
15 Og de forrige Fyrster, som havde været før mig, havde besværet Folket og taget Brød og Viin af dem, (og) derefter fyrretyve Sekel Sølv, ogsaa deres Tjenere herskede over Folket; men jeg, jeg gjorde ikke saa for Guds Frygts Skyld.
16 Tilmed færdigede jeg og (noget) paa denne Muurs Gjerning, og vi kjøbte ingen Agre, og alle mine Tjenere maatte forsamle sig derhen til Gjerningen.
13 Og efter alt det, som er kommet over os for vore de onde Gjerninger og for vor store Skyld, da haver du, vor Gud, sparet, (og straffet os) mindre, end vor Misgjerning (har fortjent), og givet os en Redning, som denne er.
14 Skulde vi (da) vende om og gjøre dine Bud til Intet, og gjøre Svogerskab med Folk, som have (gjort) disse Vederstyggeligheder? mon du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa der blev Ingen tilovers, ei heller (nogen) Redning?
9 Da spurgte vi de samme Ældste ad og sagde paa denne Maade til dem: Hvo haver givet eder Befaling at bygge dette Huus og at fuldkomme denne Muur?
27 Skulde vi da høre eder at gjøre alt dette store Onde, at forgribe os paa vor Gud, at lade fremmede Qvinder boe (hos eder)?
9 Thi vi ere Tjenere, dog vor Gud haver ikke forladt os i vor Tjeneste, og han haver bøiet Miskundhed til os for Kongerne i Persien, at give os Livsophold til at ophøie vor Guds Huus og at oprette dets øde (Steder), og at give os et Gjærde i Juda og Jerusalem.
10 Og nu, hvad skulle vi sige, vor Gud! herefter? da vi have forladt dine Bud,
27 dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
19 Men der Saneballat, den Horoniter, og Tobia, den ammonitiske Tjener, og Gesem, den Araber, det hørte, da bespottede de os og foragtede os, og de sagde: Hvad er dette for en Ting, som I gjøre? ville I være gjenstridige mod Kongen?
13 Derfor var han leiet, at jeg skulde frygtet og gjort saa og syndet, at det kunde have været dem til et ondt Navn (om mig), at de kunde have forhaanet mig.
14 Min Gud! kom Tobia og Saneballat ihu efter disse hans Gjerninger, ja ogsaa den Prophetinde Noadja og de øvrige Propheter, som vilde gjøre mig frygtagtig!
6 Og jeg sagde: Min Gud! jeg blues og skammer mig ved at opløfte mit Ansigt til dig, min Gud! thi vore Misgjerninger ere mangfoldige indtil over (vort) Hoved, og vor Skyld er stor indtil Himmelen.
7 Fra vore Fædres Dage af have vi været i stor Skyld indtil denne Dag, og for vore Misgjerningers Skyld ere vi, (ja) vi, vore Konger, vore Præster, givne i Kongernes Haand i Landene, i Sværd, i Fængsel og i Rov og i (vore) Ansigters Skam, som det sees paa denne Dag.
4 Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og vend deres Forsmædelse tilbage paa deres Hoved, og giv dem til Rov i Fængsels Land.
5 Og skjul ikke over deres Misgjerning, og lad deres Synd ikke udslettes fra dit Ansigt; thi de have opirret (dig) tvært over for dem, som byggede.
10 Og nu sige I, at I ville undertvinge Judæ Børn og Jerusalem, eder til Tjenere og Tjenestepiger; mon det er andet, end at I bære paa eder megen Skyld mod Herren eders Gud?
11 Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke see, førend vi komme midt iblandt dem og slaae dem ihjel; og vi ville gjøre, at Gjerningen skal holde op.
12 Og det skede, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde os det (vel) ti Gange, af alle Steder, af hvilke I kunde komme tilbage til os,
15 saa tænker jeg igjen i disse Dage at gjøre vel imod Jerusalem og Judæ Huus; frygter ikke.
13 Og de sagde til dem: I skulle ikke føre de Fangne herind, thi (det vilde blive) til Skyld over os for Herren, (det, som) I sige, til at lægge til over vore Synder og over vor Skyld; thi (vi have) megen Skyld paa os, og der er en grum Vrede over Israel.
16 Og det skede, der alle vore Fjender havde hørt det, og alle Hedningerne, som vare trindt omkring os, saae det, da syntes (Modet) saare at falde paa dem; thi de kjendte, at denne Gjerning var gjort af vor Gud.
17 Da trættede jeg med de Ypperste i Juda og sagde til dem: Hvad er dette for en ond Ting, som I gjøre, og vanhellige Sabbatens Dag?
18 Gjorde ei eders Fædre saa, og vor Gud førte al den Ulykke over os og over denne Stad? og I lægge (mere) til den (grumme) Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
1 Og der dette var fuldendt, gik de Øverste frem til mig og sagde: Israels Folk og Præsterne og Leviterne ere ikke adskilte fra Folkene i Landene efter deres Vederstyggeligheder, nemlig Cananiternes, Hethiternes, Pheresiternes, Jebusiternes, Ammoniternes, Moabiternes, Ægypternes og Amoriternes.
32 Og nu, vor Gud! du store, mægtige og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden, lad ikke al den Møie være ringe agtet for dit Ansigt, som haver rammet os, vore Konger, vore Fyrster og vore Præster og vore Propheter og vore Fædre og dit ganske Folk, fra Kongerne af Assyriens Dage af indtil denne Dag.
22 Saa værer paamindede (herom, at I ikke) begaae en Forseelse herudi; hvorfor skal den Fordærvelse faae Overhaand, Kongerne til Skade?
35 Thi de tjente dig ikke i deres Rige og i dit det meget Gode, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gjerninger.
6 Thi vore Fædre have forgrebet sig og gjort det Onde for Herrens vor Guds Øine, og forladt ham og vendt deres Ansigt omkring fra Herrens Tabernakel, og vendt Ryggen (dertil).
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
9 Thi de vilde allesammen gjøre os frygtagtige og sagde: De skulle drage deres Hænder af fra Gjerningen, og den skal ikke udrettes; men nu, bekræft mine Hænder!
14 Og jeg besaae (det) og gjorde mig rede, og sagde til de Ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Frygter ikke for deres Ansigt; tænker paa den store og den forfærdelige Herre, og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døttre, eders Hustruer og eders Huse.
9 Men vi bade til vor Gud, og vi stillede Vagt imod dem Dag og Nat for deres Skyld.
13 Ligesom skrevet er i Mose Lov, (saa) er alt dette Onde kommet over os; og vi have ikke (ydmygeligen) bedet for Herrens vor Guds Ansigt, saa at vi omvendte os fra vore Misgjerninger og forstode din Sandhed.
14 Derfor haver Herren været aarvaagen med det Onde, og ladet det komme over os; thi Herren vor Gud er retfærdig i alle sine Gjerninger, som han gjorde, efterdi vi ikke hørte hans Røst.
19 Din Ondskab skal tugte dig, og dine Afvendelser straffe dig, og viid og see, at det er ondt og beeskt, at du haver forladt Herren din Gud, og at min Frygt er ikke hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
2 Da sagde Kongen til mig: Hvorfor seer du ilde ud? og du, du er ikke syg, (det) er ikke dette, men (dit) Hjerte er ilde (tilfreds); da frygtede jeg saare meget.
9 Derfor haver jeg ogsaa gjort eder foragtelige og fornedrede for alt Folket, efterdi I ikke bevare mine Veie, men ansee Personer i Loven.
23 Alt det, (som er) efter Guds Befaling af Himmelen, skal gjøres med Flid til Himmelens Guds Huus, at der ikke skal være en Vrede over Kongens og hans Børns Rige.