Salmenes bok 73:16
Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17indtil jeg indgik i Guds Helligdomme, jeg gav Agt paa deres Endeligt.
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
22da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
6Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
14efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
15Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
3Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
23Alt dette haver jeg forsøgt med Viisdom; jeg sagde: Jeg vil faae Viisdom; men den (veg) langt fra mig.
24Det, som har været, er langt borte og meget dybt; hvo kan finde det?
25Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
16Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.
17Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
18Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
2Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
3Thi jeg var nidkjær paa de Galne, der jeg maatte see, (at det gik) de Ugudelige vel.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
13Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
19Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
3Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
2Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
3Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.
4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
11Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
23Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
15Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.
16Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
32Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
10Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
23Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
11saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste?
3og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
1Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
16Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
20Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
6(Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
3Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
3Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
15Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
10Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
10Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
18Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
6Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
16Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.