Ordspråkene 30:3
og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.
og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Ja, jeg er ufornuftigere end en Mand, og jeg haver ikke menneskelig Forstand,
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
3 Jeg haver (vel) ogsaa et Hjerte ligesom I, jeg feiler ikke mere end I; og hvo veed ikke (saadanne Ting) som disse?
4 Hvo foer op til Himmelen og foer ned? hvo sankede Veiret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klæde? hvo haver beskikket alle Jordens Ender? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn, om du veed det?
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
12 Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?
13 Et Menneske veed ikke dens Værdi, og den findes ikke i de Levendes Land.
14 Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
8 Mon du haver hørt paa Guds hemmelige Raad, eller er Viisdom dragen fra (Andre ind) til dig?
9 Hvad veed du, som vi skulde ikke vide? hvad forstaaer du, og det skulde ikke være hos os?
35 Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke med Klogskab.
20 Hvorfra skal da Viisdom komme, og hvor er Forstands Sted?
6 Herre! hvor store er dine Gjerninger! dine Tanker ere meget dybe.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
3 Jeg vil ophente min Kundskab langt borte, og tillægge den, som haver gjort mig, Retfærdighed.
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
9 De Store ere ikke (altid) vise, ei heller forstaae de Gamle (altid) Retten.
32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
16 Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.
17 Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
18 Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
23 Alt dette haver jeg forsøgt med Viisdom; jeg sagde: Jeg vil faae Viisdom; men den (veg) langt fra mig.
24 Det, som har været, er langt borte og meget dybt; hvo kan finde det?
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
17 at den forlader sine Æg paa Jorden, og varmer dem i Støvet,
2 Hvo er denne, som formørker (Guds) Raad med Tale uden Forstand?
18 Disse tre (Ting) ere mig for underlige, og (der ere) fire (Ting), som jeg ikke veed:
22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
2 Ligesom I vide, veed jeg, (ja) jeg ogsaa; jeg feiler ikke mere end I.
3 Hvad Raad gav du den, (som havde) ingen Viisdom, og lod ham i Overflødighed vide Sagen?
8 (Den er saa) høi som Himmelen, hvad vil du gjøre? (den er) dybere end Helvede, hvad kan du vide?
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
11 saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste?
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
13 og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
36 Hvo lagde Viisdom i inderste (Hjerte), eller hvo gav Forstand i Tanken?
12 eller Bogen gives Nogen, som ikke forstaaer sig paa Skrift, saa der siges: Kjære, læs dette, og han maa sige: Jeg forstaaer mig ikke paa Skrift.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
11 der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.
10 Nu dog, omvender eder alle, og kommer, Kjære! thi jeg finder ikke en Viis iblandt eder.
29 Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
17 da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
26 See, Gud er stor, og vi kunne ikke kjende det, og man kan ikke randsage hans Aars Tal.
22 Mon man kan lære Gud Kundskab, da han, han dømmer de Høie?