Jobs bok 39:17
at den forlader sine Æg paa Jorden, og varmer dem i Støvet,
at den forlader sine Æg paa Jorden, og varmer dem i Støvet,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor, og kan du lade dit Arbeide ligge paa den?
15 Kan du troe den til, at den skulde føre dig din Sæd hjem og samle (den) i din Lade?
16 (Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?
18 og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem (istykker), og et (vildt) Dyr paa Marken søndertræde dem.
18 (Der var) ingen af alle de Børn, som hun havde født, der kunde lede hende, og ingen af alle de Børn, som hun havde opdraget, der kunde tage fat paa hendes Haand.
19 Disse tvende (Ting) ere dig vederfarne; hvo skal have Medynk med dig? (der er) Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; ved hvem skal jeg trøste dig?
28 Thi de, de ere et Folk, som fordærves ved (sine egne) Raad, og der er ikke Forstand i dem.
13 En (meget) daarlig Qvinde er urolig, (ja) Vanvittighed (selv), og veed ikke Noget.
14 Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
20 Hvorfra skal da Viisdom komme, og hvor er Forstands Sted?
2 Ja, jeg er ufornuftigere end en Mand, og jeg haver ikke menneskelig Forstand,
3 og jeg haver ikke lært Viisdom eller kjendt de Helliges Kundskab.
12 Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?
17 som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
18 thi hendes Huus bøier sig til Døden, og hendes Veie til Dødninger;
4 Thi du haver skjult deres Hjerte fra Forstand, derfor skal du ikke ophøie dem.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
35 Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke med Klogskab.
16 Hvortil skal (Penges) Værd i Daarens Haand at kjøbe Viisdom, (efterdi han haver) ikke Forstand (derpaa)?
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
6 Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
19 Herren grundfæstede Jorden ved Viisdom, han beredte Himlene ved Forstand,
13 Hos ham er Viisdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
5 Thi ogsaa en Hind paa Marken fødte og maatte forlade (sine Kalve), fordi der ikke var Græs.
6 Herre! hvor store er dine Gjerninger! dine Tanker ere meget dybe.
30 (Der hjælper) ikke Viisdom, ei heller Forstand, ei heller Raad imod Herren.
2 Den vil ikke høre paa (Propheternes) Røst, den annammer ikke Tugt; den forlader sig ikke paa Herren, den holder sig ikke nær til sin Gud.
1 (Hver af) de vise Qvinder bygger sit Huus, men en daarlig bryder det ned med sine Hænder.
36 Hvo lagde Viisdom i inderste (Hjerte), eller hvo gav Forstand i Tanken?
9 De Store ere ikke (altid) vise, ei heller forstaae de Gamle (altid) Retten.
22 (Som) et Smykke af Guld er i en Soes Næse, (saa er) en deilig Qvinde, som viger fra Fornuftighed.
3 paa det jeg skal ikke drage hende nøgen af og fremstille hende som den Dag, hun blev født, ja sætte hende som Ørken, og lægge hende som et tørt Land, og lade hende døe af Tørst.
20 Han borttager Læberne fra de Sanddrue, og borttager de Gamles Fornuftighed.
12 Men mon en uvittig Mand skal faae (et viist) Hjerte, og et vildt Æsels Føl fødes (som) et Menneske?
22 Sandeligen, mit Folk er daarligt, de kjende mig ikke, de ere vanvittige Børn og forstaae det ikke; de ere vise til at gjøre Ondt, men vide ikke at gjøre Godt.
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
9 De Vise ere beskjæmmede, forskrækkede og fangne; see, de forkastede Herrens Ord, hvad for Viisdom skulde de da have?
17 Han lader Raadgiverne gaae berøvede bort, og gjør Dommerne gale.
4 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:
1 Mon ikke Viisdom raabe, og Forstand udgive sin Røst?
11 Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
6 Forlad den ikke, saa skal den bevare dig; elsk den, saa skal den bevogte dig.
10 fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
14 Giv dem, Herre! — hvad skal du give? — giv dem ufrugtsommeligt Liv og udtørrede Bryster!
6 thi Herren giver Viisdom, af hans Mund er Kundskab og Forstand;
19 Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud; thi der er skrevet: Han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed.
57 endog sin Efterbyrd, som er udgangen imellem hendes Fødder, og sine Børn, som hun skal føde; thi hun skal æde dem i Skjul for allehaande Mangel, i Beleiring og i Trang, hvormed din Fjende skal trænge dig inden dine Porte.
16 Helvede og det tillukkede Modersliv, Jorden, (som) ikke bliver mæt af Vand, og Ilden, (som) ikke siger: (Det er) nok.
3 Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,