Ordspråkene 30:16
Helvede og det tillukkede Modersliv, Jorden, (som) ikke bliver mæt af Vand, og Ilden, (som) ikke siger: (Det er) nok.
Helvede og det tillukkede Modersliv, Jorden, (som) ikke bliver mæt af Vand, og Ilden, (som) ikke siger: (Det er) nok.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 en Slægt, hvis Tænder ere Sværd, og hvis Kindtænder ere Knive til at fortære de Elendige af Landet og de Fattige iblandt Menneskene.
15 Blodiglen haver to Døttre, (som hedde): Giv hid! giv hid! disse tre (Ting) kunne ikke mættes, (ja) fire sige ikke: (Det er) nok:
20 Helvede og Fordærvelse kunne ikke mættes, saa kunne (og) Menneskens Øine ikke mættes.
21 Et Land bevæges ved tre (Ting), og fire kan det ikke bære:
18 Han er let ovenpaa Vandet, deres Deel er forbandet i Landet; han vender sig ikke til Viingaardenes Vei.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
20 (Jordens) Bug skal gjøre, at han glemmes, han skal smage Ormene vel; han skal ikke ydermere ihukommes, og Uretfærdighed skal sønderbrydes som et Træ.
21 Han fortærer en Ufrugtsommelig, som ikke føder, og han vilde ikke gjøre en Enke Godt.
5 De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig.
4 Den Diendes Tunge hænger ved hans Gane for Tørst; spæde Børn begjære Brød, der er Ingen, som meddeler dem (det).
17 Et Øie, som spotter (sin) Fader og foragter at hænge ved (sin) Moder, det skulle Ravne udhakke ved Bækken, og Ørneunger skulle æde det.
18 Disse tre (Ting) ere mig for underlige, og (der ere) fire (Ting), som jeg ikke veed:
46 hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.
3 Thi saa sagde Herren om de Sønner og om de Døttre, som fødes paa dette Sted, og om deres Mødre, som føde dem, og om deres Fædre, som avle dem i dette Land:
16 (Haver du gjort) Strudsens Vinge, (hvorover) den fryder sig, eller Storkens Vinge og Fjædre?
14 Giv dem, Herre! — hvad skal du give? — giv dem ufrugtsommeligt Liv og udtørrede Bryster!
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
10 Røver Sølv, røver Guld! thi der er ingen Ende paa Forraad (og) Herlighed af alt kosteligt Tøi.
14 Haver han mange Børn, (da skulle de komme) til Sværdet, og hans Afkom skal ikke mættes af Brød.
15 Hans Overblevne skulle begraves i Døden, og hans Enker skulle ikke græde.
3 Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.
44 hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.
38 (Der skal komme) Tørhed til dens Vande, og de skulle borttørres; thi det er udskaarne Billeders Land, og de rose sig af de forfærdelige (Afguder).
12 Thi det er en Ild, hvilken fortærer til Fordærvelse, og skulde have oprykket med Rod alt mit Indkomme.
48 hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes.
29 Thi see, de Dage komme, paa hvilke man skal sige: Salige ere de Ufrugtsommelige, og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.
6 Helvede er blot for ham, og Fordærvelsen haver intet Skjul.
34 et frugtbart Land til et salt (Land) for deres Ondskab, som boede deri.
14 Derfor haver Graven udvidet sig selv og opladt sin Mund umaadeligen, at (baade) dets ypperlige (Folk) og dets menige (Folk), baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal (der) nedfare.
20 Ogsaa Dyrene paa Marken skrige til dig; thi Vandstrømmene ere fortørrede, og en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken.
8 Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.
10 Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opgaae evindeligen; den skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal Ingen gaae igjennem den.
3 paa det jeg skal ikke drage hende nøgen af og fremstille hende som den Dag, hun blev født, ja sætte hende som Ørken, og lægge hende som et tørt Land, og lade hende døe af Tørst.
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
24 Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
5 Af Jorden fremkommer Brød, og derunder omvæltes der som (af) Ild.
21 dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
16 Og Libanon er ikke nok til at brænde, og Dyr derudi ikke nok til Brændoffer.
17 at man ikke dræbte mig fra (Moders) Liv, eller at min Moder (ikke) blev min Grav, og hendes Liv (ikke) frugtsommeligt evindeligen!
13 Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
14 Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
14 Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
7 Du gav ikke den Trætte Vand at drikke, og negtede en Hungrig Brød.
11 (Der er) en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,
23 at alt dets Land er brændt, Svovel og Salt, at det ikke kan tilsaaes, ei heller give Grøde, og ingen Urt kan opvoxe derudi, ligesom Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim ere omkastede, hvilke Herren omkastede i sin Vrede og i sin Hastighed.
11 Helvede og Fordærvelse er (aabenbar) for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter.