Job 3:21
dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
23 den Mand, hvis Vei er skjult, og Gud haver gjort Skjul omkring ham.
20 Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
6 Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og begjære at døe, og Døden skal flye fra dem.
13 Et Menneske veed ikke dens Værdi, og den findes ikke i de Levendes Land.
21 Thi hvad Lyst skal han have til sit Huus efter sig, naar hans Maaneders Tal er deelt midt over?
6 At arbeide paa (at samle) Liggendefæ med en falsk Tunge er en Forfængelighed, som bortblæses, hos dem, som søge Døden.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
32 Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
24 Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
21 for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
3 Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
5 Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.
6 Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
2 Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
3 Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
10 Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
48 Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
20 Du skal (og) ikke hige efter Natten, da Folk borttages paa deres Sted.
19 Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
5 Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
24 Det, som har været, er langt borte og meget dybt; hvo kan finde det?
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
5 thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.
20 Helvede og Fordærvelse kunne ikke mættes, saa kunne (og) Menneskens Øine ikke mættes.
12 Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt.
4 dersom du søger efter den som efter Sølvet, og randsager efter den som efter skjulte Liggendefæ,
17 Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
21 Farer deres Ypperlighed ikke bort, som var i dem? (ja) de døe, men ikke udi Viisdom.
18 Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.