Forkynneren 2:23

Original Norsk Bibel 1866

Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Job 14:1 : 1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
  • Job 5:7 : 7 Men et Menneske bliver født til Møie, ligesom Gnister flyve høit op.
  • Job 7:13-14 : 13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage, 14 da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
  • Sal 127:2 : 2 Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
  • Fork 1:18 : 18 Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
  • Fork 5:12 : 12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
  • Dan 6:18 : 18 Og der blev fremført en Steen, og lagt over Munden af Kulen, og Kongen beseglede den med sin Ring og med sine Vældiges Ringe, at (hans) Villie imod Daniel skulde ikke forandres.
  • Apg 14:22 : 22 og bestyrkede Disciplenes Sjæle og paamindede dem om at blive faste ved Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler.
  • 1 Mos 47:9 : 9 Og Jakob sagde til Pharao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været, og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage, i deres Udlændigheds Dage
  • Est 6:1 : 1 I den samme Nat kunde Kongen ikke sove, og han bød at hente Historiebogen om de daglige Handeler, og de bleve læste for Kongens Ansigt.
  • Sal 6:6-7 : 6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven? 7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
  • Sal 32:4 : 4 Thi din Haand blev Dag og Nat svar paa mig, saa at min Saft blev forvandlet til Sommerens Tørheder. Sela.
  • Sal 77:2-4 : 2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig. 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. 4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
  • Sal 90:7-9 : 7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed. 8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys. 9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke. 10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
  • Sal 90:15 : 15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 86%

    17 Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

    18 Og jeg hadede alt mit Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen, at jeg skulde efterlade det til et Menneske, som skulde være efter mig.

    19 Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.

    20 Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.

    21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.

    22 Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?

  • 81%

    16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?

    17 See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.

    18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.

  • 81%

    10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.

    11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.

  • 79%

    2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.

    3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?

  • 4 Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 79%

    7 Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:

    8 Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.

  • 79%

    24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.

    25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?

    26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 78%

    13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.

    14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.

  • 16 Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 78%

    14 Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.

    15 Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.

    16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,

    17 da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.

  • 7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.

  • 8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.

  • 22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?

  • 75%

    11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?

    12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?

  • 2 Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.

  • 75%

    9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?

    10 Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.

  • 5 Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.

  • 6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.

  • 22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.

  • 9 See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.

  • 3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.

  • 9 Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.

  • 12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.

  • 3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.

  • 19 Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.

  • 23 Da gaaer Mennesket ud til sin Gjerning og til sin Tjeneste indtil Aftenen.

  • 9 Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.

  • 17 Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.

  • 15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.