Forkynneren 1:17
Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Alt dette haver jeg forsøgt med Viisdom; jeg sagde: Jeg vil faae Viisdom; men den (veg) langt fra mig.
24 Det, som har været, er langt borte og meget dybt; hvo kan finde det?
25 Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
12 Jeg, Prædikeren, jeg var Konge over Israel i Jerusalem.
13 Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15 Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
16 Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.
18 Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
9 Og jeg blev mægtig og tog til over alle dem, som havde været før mig i Jerusalem, ja, min Viisdom stod med mig.
10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide.
11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
12 Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.
13 Da saae jeg, at der er Fordeel ved Viisdom mere end ved Daarlighed, som Lyset har Fordeel fremfor Mørket.
14 Den Vises Øine ere i hans Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; dog fornam jeg ogsaa, at hvad der hændes den Ene, hændes dem alle.
15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
16 Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!
17 Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
2 Jeg sagde til Latter: Du er galen, og til Glæde: Hvorfor gjør du det?
3 Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal.
4 Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Viingaarde.
19 Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.
20 Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22 Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
17 da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
13 Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:
4 Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
8 Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
9 Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
7 Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
1 Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.
4 De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
18 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
2 til at kjende Viisdom og Underviisning, til at forstaae forstandige Ord,
3 Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
2 En Daare kan ikke have Lyst til Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.
12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
9 Alt dette haver jeg seet, der jeg gav mit Hjerte til al den Gjerning, som gjøres under Solen; der er en Tid, da et Menneske hersker over et andet, sig til Ulykke.
10 Jeg haver seet den Møie, som Gud haver givet Menneskens Børn at plage sig udi.
3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?