Forkynneren 6:8
Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
12Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.
13Da saae jeg, at der er Fordeel ved Viisdom mere end ved Daarlighed, som Lyset har Fordeel fremfor Mørket.
14Den Vises Øine ere i hans Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; dog fornam jeg ogsaa, at hvad der hændes den Ene, hændes dem alle.
15Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
16Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!
9Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
10Hvad som En er, (saa) er hans Navn allerede tilforn nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske, og han kan ikke trætte med den, som ham er for mægtig.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
5Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.
6Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
7Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
19Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.
16Da sagde jeg: Viisdom er bedre end Styrke; dog blev den Fattiges Viisdom foragtet, og hans Ord bleve ikke hørte.
21Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
1Bedre er en Arm, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end en Vanartig med sine Læber, naar han er en Daare.
3Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
16Hvortil skal (Penges) Værd i Daarens Haand at kjøbe Viisdom, (efterdi han haver) ikke Forstand (derpaa)?
21Daarlighed er den en Glæde, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
25Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
14Og en Daare gjør vel mange Ord, (men) Mennesket kan ikke vide, hvad skee skal, og hvo kan forkynde ham, hvad skee skal efter ham?
15Daarers Arbeide skal gjøre Enhver af dem træt, efterdi han ikke veed at gaae til Staden.
16Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
17da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
8Det er den Kloges Viisdom at forstaae sig paa sin Vei, men Daarers Daarlighed er Svig.
10at han fremdeles skulde leve evindeligen (og) ikke see Graven.
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
4De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
17Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
11En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
1Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:
2En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
24De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.
3Ja og naar Daaren vandrer paa Veien, fattes hans Hjerte (ham), og han siger til Enhver, at han er en Daare.
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
3Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
6Thi som Torne sprage under Gryden, saa er Daarens Latter; dette er ogsaa Forfængelighed.
8Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
24Der er Viisdom for den Forstandiges Ansigt, men en Daares Øine ere ved Jordens Ende.
16at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
12(Naar) du haver seet en Mand, som synes (at være) viis for sine egne Øine, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
9Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
16Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
1Hvo er som en Viis, og hvo forstaaer Sagens Udlæggelse? Menneskets Viisdom oplyser hans Ansigt, og hans Ansigts Trodsighed bliver (derved) forandret.
7Thi han veed ikke, hvad skee skal; thi hvo kan tilkjendegive ham, naar det skal skee?