Forkynneren 4:16
Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
12Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.
7Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
8Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
14Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
8Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.
9Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
10Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
11Der er ingen Ihukommelse af de forrige Ting, og af de efterkommende Ting, som skulle vorde, af dem (skal heller) ikke være Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.
2Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
3Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
4Fremdeles saae jeg alt Arbeide og al Redelighed i det, som gjøres, at den (tilfører) et Menneske Avind af det andet; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
15Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
16Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!
17Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
18Og jeg hadede alt mit Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen, at jeg skulde efterlade det til et Menneske, som skulde være efter mig.
19Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.
20Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
23Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
2(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
3Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?
4En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
16at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
15Jeg saae alle dem, som leve, som vandre under Solen, (at de holdt sig) til den Søn, der, som den Anden (efter Kongen), skulde staae i hans Sted.
9Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
10Hvad som En er, (saa) er hans Navn allerede tilforn nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske, og han kan ikke trætte med den, som ham er for mægtig.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
8Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
19Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
10Saaledes haver jeg og seet de Ugudelige begravne; og de kom og gik fra et helligt Sted, og bleve glemte i Staden, de, som havde gjort Ret; dette er ogsaa Forfængelighed.
6See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
14Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.
17da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
3Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
6(Ja) baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Avind er allerede forgangen, og de have ingen Deel ydermere i Verden i alt det, som skeer under Solen.
15Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.
6Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
7Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
25Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
26Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
17Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
4Thi det kommer med Forfængelighed og farer i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.