Forkynneren 1:18
Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Og jeg gav mit Hjerte til at randsage og at opsøge med Viisdom om alt det, som skeer under Himmelen; saadan ond Møie haver Gud givet Menneskens Børn at plage sig derudi.
14Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
16Jeg talede med mit Hjerte og sagde: See, jeg, jeg haver faaet større og mere Viisdom end alle de, som have været før mig i Jerusalem, og mit Hjerte haver seet megen Viisdom og Kundskab.
17Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
25Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
19Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.
20Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.
21Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
22Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?
26Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
3Græmmelse er bedre end Latter; thi et Hjerte kan forbedres, naar Ansigtet (seer) ilde (ud).
4De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
12Og ydermere skal du, min Søn! være paamindet af dem; der er ingen Ende paa at gjøre mange Bøger, og megen Læsning er Legems Arbeide.
5hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad —
6til at forstaae Ordsprog og Udlæggelse, de Vises Ord og deres mørke Taler.
7Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
13Da saae jeg, at der er Fordeel ved Viisdom mere end ved Daarlighed, som Lyset har Fordeel fremfor Mørket.
14Den Vises Øine ere i hans Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; dog fornam jeg ogsaa, at hvad der hændes den Ene, hændes dem alle.
15Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.
16Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!
17Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
16Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
16Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
17da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
4og ved Kundskab blive de inderste Kammere fulde af alt dyrebart og lifligt Gods.
5En viis Mand er stærk, og en forstandig Mand bestyrker (sine) Kræfter.
15Et forstandigt Hjerte kjøber Kundskab, og de Vises Øre søger efter Kundskab.
13Saligt er det Menneske, som finder Viisdom, og det Menneske, som fremfører Forstand.
18Bedre er Viisdom end Stridsvaaben, men een Synder kan fordærve meget Godt.
10Naar Viisdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl,
2til at kjende Viisdom og Underviisning, til at forstaae forstandige Ord,
18Vanvittige arve Daarlighed, men Kloge skulle krone sig med Kundskab.
10Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
11Viisdom er god med Arvegods, og de, som see Solen, have Fordeel (deraf).
12Thi (Nogle ere) under Viisdoms Skygge, (Nogle) under Penges Skygge, men Forstand haver den Fordeel, at Viisdommen kan holde dem i Live, som eie den.
13Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.
8Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?
22Klogskab er for dem, som eie den, Livets Kilde, men Daarers Tugt er Daarlighed.
13Jeg haver og seet denne Viisdom under Solen, og den (syntes) stor for mig:
9Og jeg blev mægtig og tog til over alle dem, som havde været før mig i Jerusalem, ja, min Viisdom stod med mig.
23Alt dette haver jeg forsøgt med Viisdom; jeg sagde: Jeg vil faae Viisdom; men den (veg) langt fra mig.
7Viisdommens Begyndelse er: Kjøb Viisdom, og for al din Eiendom kjøb Forstand.
21Daarlighed er den en Glæde, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
12Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?
2(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
6thi Herren giver Viisdom, af hans Mund er Kundskab og Forstand;
6Spotteren søger Viisdom, og (den findes) ikke, men for en Forstandig er Kundskab let.