Forkynneren 7:3
Græmmelse er bedre end Latter; thi et Hjerte kan forbedres, naar Ansigtet (seer) ilde (ud).
Græmmelse er bedre end Latter; thi et Hjerte kan forbedres, naar Ansigtet (seer) ilde (ud).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Et (godt) Navn er bedre end en god Salve, og Dødens Dag end Ens Fødselsdag.
2Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
13Et glad Hjerte gjør Ansigtet behageligt, men ved Hjertets Bekymring nedslaaes Modet.
13Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.
4De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
5Det er bedre at høre den Vises Skjælden, end at Nogen hører Daarers Sang.
6Thi som Torne sprage under Gryden, saa er Daarens Latter; dette er ogsaa Forfængelighed.
7Sandeligen, Fortrykkelse kan gjøre en Viis galen, og Gave kan fordærve et Hjerte.
8Enden paa en Ting er bedre end Begyndelsen derpaa; en Langmodig er bedre end den, som haver et høit Mod.
9Vær ikke hastig i dit Sind til at fortørnes; thi Fortørnelse hviler i Daarers Barm.
10Siig ikke: Hvad var det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om Saadant af Viisdom.
22Et glad Hjerte er en god Lægedom, men et nedslaget Mod fortørrer Been.
9Føler eders Elendighed, og sørger og græder; eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!
25Bekymring i en Mands Hjerte nedbøier det, men et godt Ord skal glæde det.
15Alle den Elendiges Dage ere onde, men et godt Mod er et ideligt Gjæstebud.
16Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
4Tid at græde, og Tid at lee, Tid at hyle, og Tid at springe for Glæde,
14Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
1Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
2Jeg sagde til Latter: Du er galen, og til Glæde: Hvorfor gjør du det?
17Og jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og at forstaae Galenskab og Daarlighed; jeg fornam, at dette var ogsaa Aandsfortærelse.
18Thi hvor megen Viisdom er, (der er) megen Græmmelse, og den, som forøger Kundskab, forøger Smerte.
7Lyset er og sødt, og det er lysteligt for Øinene at see Solen.
8Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
9(Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
10Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
9Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
10Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Døden.
15Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
12Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
3Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
15Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
20Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
20(Som) den, der aflægger Klæder den Dag, det er koldt, (ja som) Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et Hjerte, der er ilde (tilfreds).
9Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
30Øines Lys glæder Hjertet, et godt Rygte feder Been.
22Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
13Saligt er det Menneske, som finder Viisdom, og det Menneske, som fremfører Forstand.
4Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.
7Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
3Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.
23Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
7(Saa) gak, æd dit Brød med Glæde, og drik din Viin med et godt Mod; thi Gud haver allerede Behagelighed til dine Gjerninger.
10Et Hjerte kjender sin Sjæls Bitterhed, og en Fremmed skal ikke blande sig udi dets Glæde.
17See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.
25Jeg vendte mig omkring, (jeg) og mit Hjerte, at forstaae og at opsøge og at lede efter Viisdom og Fornuftighed, og at forstaae Daarligheds Ugudelighed og Galenskabers Daarlighed.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
22dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,