Forkynneren 7:2

Original Norsk Bibel 1866

Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

טוֹב לָלֶכֶת אֶל־בֵּית־אֵבֶל מִלֶּכֶת אֶל־בֵּית מִשְׁתֶּה בַּאֲשֶׁר הוּא סוֹף כָּל־הָאָדָם וְהַחַי יִתֵּן אֶל־לִבּוֹ

Translitterasjon

Ṭôḇ lāleḵeṯ to-bêṯ-ʾēḇel from-lekeṯ to-bêṯ mišteh in-which he sôp̄ all-the-ʾāḏām wə-haḥay yittēn to-libbô

Grammatikkdetaljer

• *Ṭôḇ*: adjective, masculine singular - good/better
• *lāleḵeṯ*: Qal infinitive construct with preposition - to go
• *bêṯ*-*ʾēḇel*: construct chain - house of mourning
• *lekeṯ*: Qal infinitive construct - going
• *bêṯ* *mišteh*: noun + noun - house of feasting
• *sôp̄*: noun, masculine singular - end
• *ʾāḏām*: noun, masculine singular with definite article - the man/mankind
• *wə-haḥay*: conjunction + article + adjective/participle - and the living
• *yittēn*: Qal imperfect 3rd masculine singular - he will give/set
• *libbô*: noun, masculine singular with 3rd masculine singular suffix - his heart

Ordbetydninger

• *Ṭôḇ*: good/better/more beneficial
• *bêṯ*-*ʾēḇel*: house of mourning/place of grief
• *bêṯ* *mišteh*: house of feasting/place of banquet
• *sôp̄*: end/conclusion/destiny
• *ʾāḏām*: mankind/humanity/every person
• *haḥay*: the living one/one who is alive
• *yittēn* *ʾel-libbô*: will take to heart/will consider deeply/will reflect

Henviste vers

• Sal 90:12 : 12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
• Jes 5:11-12 : 11 Vee dem, som staae aarle op om Morgenen og jage efter stærk Drik, som tøve (længe), til Tusmørket, at Viin maa brænde dem! 12 Og Harpe og Psalter, Tromme og Pibe og Viin var i deres Gjæstebud, men de vilde ikke see til Herrens Gjerning, og de saae ikke hans Hænders Gjerning.
• Jes 22:12-14 : 12 Og Herren, den Herre Zebaoth, skal paa den samme Dag raabe efter Graad og efter Hylen og efter skaldet (Hoved), og at (man skal) ombinde Sække. 13 Men see, (der er) Fryd og Glæde; man ihjelslaaer Øxne og slagter Faar, æder Kjød og drikker Viin, (og man siger): Lader os æde og drikke, thi vi skulle døe imorgen. 14 Men den Herre Zebaoth haver aabenbaret sig for mine Øren: (Hvad skal det gjælde,) om denne Misgjerning skal udsones eder, indtil I døe? sagde Herren, den Herre Zebaoth.
• Jes 47:7 : 7 Og du sagde: Jeg skal være en Dronning evindeligen; indtil (nu) haver du ikke lagt det paa dit Hjerte, du haver ei kommet Enden derpaa ihu.
• Amos 6:3-6 : 3 I, som vanke hid og did for (at undgaae) en ond Dag, og holde eder dog nær til Volds Sæde; 4 de, som sove paa Elfenbeens Senge og række sig paa deres Senge, og æde Lam af Hjorden og Kalve midt af de Fedede, 5 som gjøre Melodier efter Psalternes Lyd, og optænke sig Instrumenter til Sang, som David, 6 som drikke Viin af Skaaler, og salve sig med den ypperste Olie; men de bekymre sig ikke over Josephs Forstyrrelse.
• Hagg 1:5 : 5 Og nu, saa sagde den Herre Zebaoth: Sætter eders Hjerte til eders Veie.
• Mal 2:2 : 2 Om I ikke høre det, og om I ei lægge det paa Hjerte, at give mit Navn Ære, sagde den Herre Zebaoth, da vil jeg sende Forbandelsen paa eder og forbande eders Velsignelser, ja, jeg haver ogsaa allerede forbandet (Enhver af) dem, fordi I ville ikke lægge det paa Hjerte.
• Matt 5:4 : 4 Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.
• Matt 14:6-9 : 6 Men da Herodes holdt sin Fødselsdag, dandsede Herodias Datter for dem, og hun behagede Herodes. 7 Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjærede. 8 Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: Giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad. 9 Og Kongen blev bedrøvet; men formedelst Ederne og for deres Skyld, som sadde med ham tilbords, befoel han, at det skulde gives (hende). 10 Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet. 11 Og hans Hoved blev baaret i et Fad og givet Pigen, og hun bar det til sin Moder. 12 Da kom hans Disciple, og toge Legemet og jordede det; og de kom og forkyndte Jesu det.
• Rom 6:21-22 : 21 Hvad havde I da for Frugt af de Ting, ved hvilke I nu skamme eder? thi Enden paa dem er Døden. 22 Men nu I ere frigjorte fra Synden og blevne Guds Tjenere, have I Frugt deraf for eder til Helliggjørelse; men Enden er et evigt Liv.
• Fil 3:19 : 19 hvis Ende er Fordærvelse, hvis Gud er Bugen, og hvis Ære er i deres Skjændsel, hvilke tragte efter de jordiske Ting.
• Hebr 9:27 : 27 Og ligesom det er Menneskene beskikket eengang at døe, men derefter Dommen,
• 1 Pet 4:3-4 : 3 Thi det er nok, at vi i den forbigangne Livstid have bedrevet Hedningernes Villie, der vi vandrede i Uteerlighed, Lyster, Fylderi, Fraadseri, Drukkenskab og utilbørlig Afgudsdyrkelse; 4 hvorover de forundre sig, at I ikke løbe med til den samme frække Ryggesløshed, og de bespotte (eder);
• 1 Mos 48:1-9 : 1 Og det skede derefter, at der sagdes til Joseph: See, din Fader er syg; og han tog begge sine Sønner med sig, Manasse og Ephraim. 2 Og det gaves Jakob tilkjende og sagdes: See, din Søn Joseph kommer til dig; da gjorde Israel sig stærk og sad paa Sengen. 3 Og Jakob sagde til Joseph: Den almægtige Gud aabenbaredes mig i Lus udi Canaans Land og velsignede mig. 4 Og han sagde til mig: See, jeg vil gjøre dig frugtbar og formere dig, og gjøre dig til en Hob Folk, og give din Sæd efter dig dette Land til Eiendom evindeligen. 5 Og nu, dine to Sønner, de, som dig ere fødte i Ægypti Land, før jeg kom til dig i Ægypten, de skulle høre mig til; Ephraim og Manasse skulle høre mig til, som Ruben og Simeon. 6 Men din Affødning, som du skal avle efter dem, skal høre dig til; de skulle kaldes efter deres Brødres Navn, i deres Arv. 7 Og der jeg kom af Paddan, døde Rachel for mig i Canaans Land, paa Veien, der jeg havde endnu et Stykke Vei for at komme til Ephrath; og jeg begrov hende der paa Veien til Ephrath, det er Bethlehem. 8 Og Israel saae Josephs Sønner og sagde: Hvo ere disse? 9 Og Joseph sagde til sin Fader: De ere mine Sønner, som Gud haver givet mig paa dette (Sted); og han sagde: Kjære, led dem til mig, og jeg vil velsigne dem. 10 Og Israels Øine vare dumme af Alder, han kunde ikke see; og han lod dem komme til ham, og han kyssede dem og tog dem i Favn. 11 Og Israel sagde til Joseph: Jeg havde ikke tænkt at see dit Ansigt, og see, Gud haver endog ladet mig see din Sæd. 12 Og Joseph førte dem bort fra hans Knæ og bøiede sig med sit Ansigt til Jorden. 13 Og Joseph tog dem begge, Ephraim i sin høire Haand for Israels venstre Haand, og Manasse i sin venstre Haand for Israels høire Haand, og lod dem komme nær til ham. 14 Og Israel rakte sin høire Haand ud og lagde paa Ephraims Hoved, dog han var den Yngste, og sin venstre Haand paa Manasses Hoved; vidende gjorde han saaledes med sine Hænder; thi Manasse var den Førstefødte. 15 Og han velsignede Joseph og sagde: Den Gud, for hvis Ansigt mine Fædre, Abraham og Isak, vandrede, den Gud, som føder mig, fra jeg blev til, indtil denne Dag, 16 den Engel, som haver igjenløst mig fra alt Ondt, velsigne Drengene, at de maae kaldes efter mit Navn og efter mine Fædres, Abrahams og Isaks, Navn, og at de maae blive mange som Fiske, midt i Landet. 17 Der Joseph saae, at hans Fader lagde sin høire Haand paa Ephraims Hoved, da mishagede det ham; og han tog fat paa sin Faders Haand, for at føre den fra Ephraims Hoved paa Manasses Hoved. 18 Og Joseph sagde til sin Fader: Ikke saa, min Fader, thi denne er den Førstefødte, læg din høire Haand paa hans Hoved. 19 Men hans Fader vægrede sig og sagde: Jeg veed det, min Søn, jeg veed, han, han skal ogsaa blive til Folk, og han skal ogsaa blive stor; men hans yngste Broder skal blive større end han, og hans Sæd skal være en stor Hob Folk. 20 Saa velsignede han dem paa den samme Dag og sagde: Ved dig skal Israel velsigne og sige: Gud sætte dig som Ephraim og som Manasse; og han satte Ephraim for Manasse. 21 Og Israel sagde til Joseph: See, jeg døer; og Gud skal være med eder og, føre eder til eders Fædreland igjen. 22 Og jeg haver givet dig eengang Sichem fremfor dine Brødre, hvilken jeg tog af Amoriternes Haand med mit Sværd og med min Bue.
• 1 Mos 49:2-9 : 2 Kommer tilhobe og hører, JakobsSønner! og hører paa Israel, eders Fader. 3 Ruben, du er min Førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke. 4 Letfærdig som Vandet, du skal ikke være ypperlig, thi du opsteg i din Faders Leie; da besmittede du det, — han haver opsteget paa min Seng! 5 Simeon og Levi ere Brødre; deres Sværd ere Volds Vaaben. 6 Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke forenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mand ihjel, og i deres Egenvillighed have de ødelagt Øxne. 7 Forbandet være deres Vrede, thi den er streng, og deres Hastighed, thi den er haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel. 8 Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner falde ned. 9 Juda er en ung Løve, du opsteg fra Rov, min Søn! han haver bøiet sig, han laae som en Løve og som en stor Løve; hvo vil vække ham? 10 Der skal ikke vige Spiir fra Juda, og Læremester fra hans Fødder, førend Siloh skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham. 11 Han er den, som binder sin Fole til Viintræet, og sin Asenindes Føl til Viinqvisten; han haver toet sit Klæde i Vinen, og sin Kaabe i Viindrueblod. 12 Han er rødere i Øinene end Viin, og hvidere paa Tænderne end Melk. 13 Sebulon skal boe ved Havnen, ved Havet, og han skal være ved Skibenes Havn, og hans Side (naae) til Zidon. 14 Isaschar skal være et stærkbenet Asen, som ligger imellem tvende Bylter. 15 Thi han saae, at Hvilen var god, og at Landet var deiligt, og han haver bøiet sine Skuldre til at bære, og er bleven en skatskyldig Tjener. 16 Dan skal dømme sit Folk som een af Israels Stammer. 17 Dan skal være (som) en Slange paa Veien, (som) en Piilstange paa Stien, som bed Hesten i Hælene, og dens Rytter faldt tilbage. 18 Herre, jeg bier efter din Salighed. 19 Gad, Tropper skulle i Troppeviis bekrige ham, og han, han skal i Troppeviis bekrige (Andre) omsider. 20 Af Aser er hans fede Brød, og han, han skal give kongelige Nydeligheder. 21 Naphthali er en udsluppen Hind, han, som giver deilig Tale. 22 Joseph er en frugtbar Qvist, ja en frugtbar Quist ved en Kilde; (dens) Skud gaae op over Muren. 23 Og Skytterne forbittrede ham, og skjøde, og hadede ham. 24 Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme styrkedes af Jakobs Mægtiges Hænder; fra da af er han en Hyrde, en Steen i Israel. 25 (Det kommer) fra din Faders Gud, og han skal hjælpe dig, og fra den Almægtige, og han skal velsigne dig, med Velsignelser af Himmelen oven af, med Velsignelser af Afgrunden, som ligger herunder, med Brysters og Livs Velsignelser. 26 Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres Velsignelser, indtil de evige Høies Grændser; de skulle komme paa Josephs Hoved og paa hans Isse, som er adskilt iblandt sine Brødre. 27 Benjamin skal røve (som) en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte. 28 Alle disse ere de tolv Israels Stammer, og dette er det, som deres Fader talede til dem og velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem. 29 Og han befoel dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre, i den Hule, som er paa Ephrons, den Hethiters, Ager, 30 i den Hule, som er paa den Ager Macpela, som er tvært over for Mamre i Canaans Land, hvilken Abraham kjøbte med Ageren af Ephron, den Hethiter, til Begravelses Eiendom, 31 Der have de begravet Abraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der haver jeg begravet Lea. 32 Den Agers Eiendom og den Hule, som er derpaa, (er kjøbt) af Heths Børn. 33 Der Jakob havde gjort Ende paa at byde sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen, og udgav sin Aand og blev samlet til sine Folk.
• 1 Mos 50:15-17 : 15 Der Josephs Brødre saae, at deres Fader var død, da sagde de: Maaskee Joseph hader os, saa vil han visseligen betale os igjen alt det Onde, som vi have gjort imod ham. 16 Og de beskikkede (Nogen at tale) til Joseph, sigende: Din Fader befoel, før han døde, og sagde: 17 Saa skulle I sige til Joseph: Kjære, forlad dog dine Brødres Overtrædelse og deres Synd, at de gjorde ilde imod dig; Kjære, saa forlad nu din Faders Guds Tjeneres Overtrædelse; da græd Joseph, der de talede til ham.
• 4 Mos 23:10 : 10 Hvo kan tælle Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? min Sjæl døe de Oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans!
• 5 Mos 32:29 : 29 Gid de vare vise, saa skulde de faae Forstand paa dette; de skulde betragte deres Ende.
• 5 Mos 32:46 : 46 Og han sagde til dem: Lægger alle de Ord paa eders Hjerte, som jeg vidner for eder idag, hvilke I skulle byde eders Børn, for at tage vare paa at gjøre alle denne Lovs Ord.
• Job 1:4-5 : 4 Og hans Sønner gik hen og gjorde Gjæstebud, hver i sit Huus paa sin Dag; og de sendte hen og indbøde deres tre Søstre til at æde og til at drikke med dem. 5 Og det skede, naar Gjæstebudsdagene vare omme, da sendte Job hen og helligede dem, og stod aarle op om Morgenen og offrede Brændoffere efter deres alles Tal; thi Job sagde: Maaskee mine Sønner have syndet og bandet Gud i deres Hjerte; saaledes gjorde Job alle de Dage.