Ordspråkene 25:20
(Som) den, der aflægger Klæder den Dag, det er koldt, (ja som) Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et Hjerte, der er ilde (tilfreds).
(Som) den, der aflægger Klæder den Dag, det er koldt, (ja som) Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et Hjerte, der er ilde (tilfreds).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Et glad Hjerte gjør Ansigtet behageligt, men ved Hjertets Bekymring nedslaaes Modet.
22 Et glad Hjerte er en god Lægedom, men et nedslaget Mod fortørrer Been.
25 Bekymring i en Mands Hjerte nedbøier det, men et godt Ord skal glæde det.
2 Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
3 Græmmelse er bedre end Latter; thi et Hjerte kan forbedres, naar Ansigtet (seer) ilde (ud).
4 De Vises Hjerte er i Sorrigs Huus, men Daarernes Hjerte er i Glædes Huus.
5 Det er bedre at høre den Vises Skjælden, end at Nogen hører Daarers Sang.
6 Thi som Torne sprage under Gryden, saa er Daarens Latter; dette er ogsaa Forfængelighed.
6 Giver stærk Drik til den, som omkommer, og Viin til dem, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen,
7 at han maa drikke og glemme sin Armod, og ikke mere komme sin Møie ihu.
13 Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.
7 Mosten sørger, Viintræet vansmægter, alle (de, som vare) glade af Hjertet, sukke.
20 Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
19 (Som) en braadden Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den Troløse paa Nødens Dag.
21 Dersom din Fjende hungrer, bespiis ham med Brød, og dersom han tørster, giv ham Vand at drikke;
25 Ligesom koldt Vand over en træt Sjæl, saa er et godt Rygte fra et langt fraliggende Land.
9 De skulle ikke drikke Viin med Sang, stærk Drik skal være beesk for dem, som drikke den.
15 Alle den Elendiges Dage ere onde, men et godt Mod er et ideligt Gjæstebud.
9 Føler eders Elendighed, og sørger og græder; eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!
23 Nordenveir kan føde en Regn (af sig), og en Tunge, (som taler) i Skjul, et forvendt Ansigt.
7 Thi ligesom han agter (dig) i sit Hjerte, saa er det; han skal sige til dig: Æd og drik, men hans Hjerte er ikke med dig.
13 Ligesom et Sneeklump paa Høstens Dag, er et trofast Bud for dem, som sende ham; thi han vederqvæger sine Herrers Sjæl.
14 (Som) Skyer og Veir, (hvor) ingen Regn (er hos), er en Mand, som roser sig af en falsk Gave.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
15 Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
10 Et Hjerte kjender sin Sjæls Bitterhed, og en Fremmed skal ikke blande sig udi dets Glæde.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
17 See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.
9 Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed (glæder) ved sin Sjæls Raad.
30 Et sundt Hjerte er Legemets Liv, men Avind er (som) Raaddenhed i Benene.
26 Ligesom Eddike er for Tænderne, og som Røg for Øinene, saa er den Lade for dem, som ham sende.
15 Et ideligt Dryp paa den Dag, det regner saare, og en trættekjær Qvinde ligne (hverandre).
18 Og han havde iført Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Been.
5 Han er en foragtet Lampe efter den Trygges (stolte) Tanke, han er færdig til at snuble med Foden.
11 Herre, hør og vær mig naadig; Herre, vær min Hjælper!
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
18 Som en Galen, der kaster Gnister, Pile og dødelige (Skud),
19 saa (gjør) en Mand, der besviger sin Næste og siger: Skjæmter jeg ikke?
14 See, mine Tjenere skulle synge (med Fryd) af Hjertets Behag, men I, I skulle skrige af Hjertepine og hyle for Aands Forstyrrelse.
36 Men han sagde og en Lignelse til dem: Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; ellers river baade det nye (det gamle) sønder, og Kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
5 Herre, Gud Zebaoth! hvor længe haver du ladet (Vreden) ryge over dit Folks Bøn?
19 Ligesom Ansigt er imod Ansigt i Vand, saa er et Menneskes Hjerte imod et (andet) Menneske.
21 Og Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon, ellers river den nye Klud derpaa Noget af det Gamle, og Hullet bliver værre.
9 (Som) en Torn, der opkommer i en Drukkens Haand, saa er et Ordsprog i Daarers Mund.