Jobs bok 21:25
Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
20 saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
23 Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
24 Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
17 See, jeg haver seet, (at det er) godt, (og) at det er smukt at æde og drikke, og at see (og nyde) det Gode i alt sit Arbeide, som En arbeider under Solen i sit Livs Dages Tal, som Gud haver givet ham; thi det er hans Deel.
20 Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
21 dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
22 dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
21 Thi hvad Lyst skal han have til sit Huus efter sig, naar hans Maaneders Tal er deelt midt over?
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
7 En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.
18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
7 Min Sjæl vægrede sig ved at røre (derved); de ere mig som en usund Spise.
23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.
25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?
6 Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
25 En Retfærdig æder, indtil hans Sjæl bliver mæt, men de Ugudeliges Bug skal fattes.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
20 (Jordens) Bug skal gjøre, at han glemmes, han skal smage Ormene vel; han skal ikke ydermere ihukommes, og Uretfærdighed skal sønderbrydes som et Træ.
21 Han fortærer en Ufrugtsommelig, som ikke føder, og han vilde ikke gjøre en Enke Godt.
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
3 Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.
9 Det var bedre for dem, som vare ihjelslagne ved Sværd, end for dem, som bleve ihjelslagne ved Hunger; thi disse bortfløde som de, der ere igjennemstukne, fordi der ikke var Grøde paa Marken.
20 Fordi han ikke haver vidst (at være) rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.
21 Der skal Intet være tilovers, som han kan æde; derfor skal han ikke vente sit Gode.
32 Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
15 Hans Overblevne skulle begraves i Døden, og hans Enker skulle ikke græde.
7 Og man skal ikke dele (Brød) iblandt dem over Sorrig, til at trøste Nogen over en Død, og ikke give dem at drikke af Trøstens Bæger, (hver) over sin Fader og over sin Moder.
19 Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
15 Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
25 Thi jeg haver (overflødeligen) vederqvæget en træt Sjæl, og jeg haver fyldt enhver bedrøvet Sjæl.
2 Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
24 Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
14 (saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
19 Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
20 Helvede og Fordærvelse kunne ikke mættes, saa kunne (og) Menneskens Øine ikke mættes.
25 Den Lades Begjæring skal dræbe ham; thi hans Hænder vægrede sig ved at gjøre (Noget).
30 Men hver skal døe for sin Misgjernings Skyld, hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle ømmes.