Job 21:24
Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
19 Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
20 saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
8 Det skal være en Lægedom for din Navle og en Vædske for dine Been.
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
11 at I maae die og mættes af dens (megen) Trøsts Bryst, at I maae udtrykke det og forlyste eder selv med dens Herligheds Skin.
22 Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.
23 Den gjør, at Stien skinner efter den, saa man maatte holde Afgrunden for graa.
25 Da skal hans Kjød blive saftigt, mere end i Barndommen, han skal komme igjen til sin Ungdoms Dage.
18 See, den kan med Vold tilbageholde en Flod (og) haster ikke, den fordrister sig til at kunne opøse Jordanen med sin Mund.
24 Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
12 Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
5 Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger, som græsse iblandt Lilier.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
3 Dine to Bryster ere ligesom to unge Raatvillinger.
14 Smør af Koer og Melk af Faar, med det Fede af Lam og Vædere, fødte i Basan, og Bukke, med den allerbedste Hvede; og du maatte drikke Viin, som er Viindrueblod.
4 Den Diendes Tunge hænger ved hans Gane for Tørst; spæde Børn begjære Brød, der er Ingen, som meddeler dem (det).
20 Den Retfærdige (vederfares) mange onde Ting, men Herren skal frie ham af dem allesammen.
5 De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig.
10 Haver du ei udgydt mig som Melk, og ladet mig løbe tilhobe som Ost?
11 Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?
21 Og det skal skee paa den samme Dag, (da) skal en Mand lade en Qviekalv og to Faar leve.
22 Og det skal skee, fordi de skulle give megen Melk, at man skal æde Smør; thi hver, som bliver tilovers midt i Landet, skal æde Smør og Honning.
12 Hans Øine ere som Duers (Øine) ved Vandbække, toede med Melk, siddende (smukt) i (deres Huller), som de opfylde.
4 Samle de Stykker, (som høre) dertil, deri, alle de gode Stykker, Lænder og Skuldre; fyld den med udvalgte Marvbeen.
16 Den ligger under (Træer, som give) Skygge, i Skjul, i Rør og Dynd.
10 Hans Tyr befrugter og bortkaster ikke (Sæden), hans Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
13 Dødens Førstefødte skal fortære hans Huds Lemmer, ja den skal fortære hans Lemmer.
12 Han er rødere i Øinene end Viin, og hvidere paa Tænderne end Melk.
22 Thi de ere deres Liv, som dem finde, og deres ganske Kjøds Lægedom.
25 Thi jeg haver (overflødeligen) vederqvæget en træt Sjæl, og jeg haver fyldt enhver bedrøvet Sjæl.
5 Saaledes vil jeg love dig i mit Livs (Dage); jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.
14 Hans Hænder ere (som) Guldringe, fyldte med Turkous; hans Bug er (som) skinnende Elfenbeen, bedækket med Saphirer.
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
25 Han begjærede Vand, hun gav Melk; hun bar Smør frem i de Ypperliges Skaal.
27 thi han haver skjult sit Ansigt med Fedme og gjort Folder paa (sin) Lænd.
19 See, mit Indre er som Viin, der ikke er aabnet for, det maa revne som nye Læderflasker.
20 En Mands Bug skal mættes af hans Munds Frugt, (ja) han skal mættes af sine Læbers Indkomme.
27 og (du haver) Gjedemelk nok til din Spise, til Spise for dit Huus og til dine unge Pigers Livs (Ophold).
9 Hvem skal han lære Kundskab, og hvem skal han komme til at forstaae det, som høres? De Afvante fra Melk, som ere aftagne fra Brysterne.
16 Helvede og det tillukkede Modersliv, Jorden, (som) ikke bliver mæt af Vand, og Ilden, (som) ikke siger: (Det er) nok.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
14 (saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
13 Æd Honning, min Søn! thi det er godt, og Honningkage er sød for din Gane.