Jobs bok 21:33
Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Hvo vil forkynde hans Vei for hans Ansigt? naar han, han gjør (Noget), hvo vil betale ham?
32Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
21Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
23Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
24Hans Kar vare fulde af Melk, og Marven i hans Been var vædskefuld.
25Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
26De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
11Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
34Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? thi der er Overtrædelse tilovers i (alt) eders Svar.
21Thi hvad Lyst skal han have til sit Huus efter sig, naar hans Maaneders Tal er deelt midt over?
2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
19See, det er hans Veis Glæde, og der skulle Andre opvoxe af Støvet.
15alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
7saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
8Ligesom en Drøm skal han bortflyve, at man ikke skal finde ham, og han skal forjages som et Syn om Natten.
21dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
22dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
15Hans Overblevne skulle begraves i Døden, og hans Enker skulle ikke græde.
16Naar han sanker Sølv som Støv, og bereder Klæder som Leer,
20Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de Gamle skulle betages af Forskrækkelse.
21Der skal Intet være tilovers, som han kan æde; derfor skal han ikke vente sit Gode.
19Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
28Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
21Ere hans Børn i Ære, da veed han det ikke, eller om de ere ringe, da agter han ikke paa dem.
22Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
13alle Himmelens Fugle skulle boe paa hans nedfaldne (Qviste), og alle (vilde) Dyr paa Marken skulle være hos hans (skjønne) Grene;
14paa det at ingen Træer hos Vandet skulle ophøie sig ved deres Væxt, og ei udgive deres Top (høit) iblandt de tykke (Grene), og ingen (Træer), som drikke Vand, skulle staae (og stole) paa sig selv for deres Høiheds Skyld; thi de ere allesammen hengivne til Døden, (at komme) under Jorden, midt iblandt Menneskens Børn, til dem, som nedfare i Hulen.
21Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
5og de ogsaa frygte sig for det Høie, og der ere Forskrækkelser paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begjærligheden forgaaer; thi Mennesket farer til det Huus, hvor han (bliver) evindelig, og Græderne gaae omkring paa Gaden;
13Hans Sjæl skal blive varagtig i det Gode, og hans Sæd skal arve Landet.
17Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
9En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
10Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
20(Jordens) Bug skal gjøre, at han glemmes, han skal smage Ormene vel; han skal ikke ydermere ihukommes, og Uretfærdighed skal sønderbrydes som et Træ.
23Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
21Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.
22Mon den skal gjøre mange ydmyge Begjæringer til dig, eller tale bløde (Ord) for dig?
16De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
6Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).
25Da skal hans Kjød blive saftigt, mere end i Barndommen, han skal komme igjen til sin Ungdoms Dage.
16Et Menneske, som farer vild fra Klogskabs Vei, skal hvile i Dødningers Forsamling.
19Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been,
7Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
21En Lyd af (mange) Forskrækkelser er for hans Øren; i Fred (frygter han sig, at) en Ødelægger skal komme over ham.
24Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
17Hans Rødder groe i hverandre hos et Væld, han seer, (at hans) Huus er paa Stene.
22Tal: Saa siger Herren: Menneskers Kroppe skulle ligge som Møg ovenpaa Marken, og som et Neg efter Høstmanden, hvilket Ingen sanker.
9(saa) grønnes det (dog igjen) af Vandets Lugt og skyder Grene som en Plante.