og de ogsaa frygte sig for det Høie, og der ere Forskrækkelser paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begjærligheden forgaaer; thi Mennesket farer til det Huus, hvor han (bliver) evindelig, og Græderne gaae omkring paa Gaden;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
2 medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
3 paa den Dag, Vogterne i Huset bæve, og de stærke Mænd omkastes, og Møllerne holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som see igjennem Vinduerne, blive mørke,
4 og begge Døre til Gaden lukkes, naar Røsten i Møllen bliver lav, og man opstaaer, naar Fuglen synger, og alle Sangens Døttre bøie sig,
12 Viintræet er tørret, og Figentræet er vansmægtet; (dertil) Granattræet, ja Palmetræet og Æbletræet, alle Træer paa Marken ere fortørrede, ja, Fryd er fortørret fra Menneskens Børn.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
4 Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
14 paa det at ingen Træer hos Vandet skulle ophøie sig ved deres Væxt, og ei udgive deres Top (høit) iblandt de tykke (Grene), og ingen (Træer), som drikke Vand, skulle staae (og stole) paa sig selv for deres Høiheds Skyld; thi de ere allesammen hengivne til Døden, (at komme) under Jorden, midt iblandt Menneskens Børn, til dem, som nedfare i Hulen.
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
2 Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.
26 Du skal komme til Graven i Alderdom, ligesom et Neg optages i sin Tid.
4 Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
17 Thi Figentræet grønnes ikke, og der er ikke Grøde i Viintræerne, Olietræets Frugt slaaer feil, og ingen af Agrene giver Spise; man skiller Faarene fra Stien, og der skulle ikke være Øxne i Staldene.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
4 Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de Høie af Folket i Landet ere blevne afmægtige.
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
12 De skulle hyle, (som Børn) ved Brysterne, for de ønskelige Agre, for de frugtbare Viintræer.
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
15 Vort Hjertes Glæde holdt op, vor Dands er vendt til Sorrig.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
12 Forventelse, som (længe) forhales, krænker Hjertet, men (naar) det kommer, som man begjærer, da er det Livsens Træ:
6 Og i de samme Dage skulle Menneskene søge Døden og ikke finde den, og begjære at døe, og Døden skal flye fra dem.
16 De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
17 Sædekornene ere raadnede under deres Jordklimper, Forraadshusene ere ødelagte, Laderne ere nedbrudte, fordi Kornet er fortørret.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
30 Thi I skulle være som en Eeg, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.
17 Alle Hænder skulle synke, og alle Knæ gaae (ustadige som) Vand.
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
13 Thi saa skal det gaae midt i Landet, midt iblandt Folket, som (naar) man haver rystet et Olietræ, (og) som med (overblevne) Viinqviste, naar Viinhøsten er endt.
9 Landet sørger, er forsmægtet, Libanon er beskjæmmet, er afhugget; Saron er som en øde Mark, og Basan og Carmel er afrystet.
6 Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
21 dem, som bie efter Døden, men den (kommer) ikke, og grave efter den mere end efter de skjulte (Liggendefæer),
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.