Forkynneren 12:1
Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
7 Lyset er og sødt, og det er lysteligt for Øinene at see Solen.
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
9 (Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
10 Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
5 og de ogsaa frygte sig for det Høie, og der ere Forskrækkelser paa Veien, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begjærligheden forgaaer; thi Mennesket farer til det Huus, hvor han (bliver) evindelig, og Græderne gaae omkring paa Gaden;
6 medens Sølvsnoren endnu ikke borttages, og Guldskaalen sønderstødes, og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderstødes ved Brønden,
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
14 Vær ved godt (Mod) paa en god Dag, men see dig for paa en ond Dag; thi Gud haver ogsaa gjort denne ved Siden af den (anden) derfor, at Mennesket ikke skal finde Noget (af det, som skal skee) efter ham.
10 Siig ikke: Hvad var det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om Saadant af Viisdom.
7 Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.
9 See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.
10 Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
11 Der er ingen Ihukommelse af de forrige Ting, og af de efterkommende Ting, som skulle vorde, af dem (skal heller) ikke være Ihukommelse hos dem, som skulle være herefter.
12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.
16 Thi du, du skal glemme Møie, du skal (saa lidet) komme den ihu, som det Vand, der er løbet forbi.
17 Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.
17 Vær ikke meget ugudelig, og vær ikke daarlig; hvorfor skulde du døe i Utide?
12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
12 Kommer, I Børn! hører mig; jeg vil lære eder Herrens Frygt.
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
7 Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser ihu; (men) kom du mig ihu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre!
27 See dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa du det for dig.
1 Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
11 Vogt dig, at du ikke forglemmer Herren din Gud, saa du ikke holder hans Bud og hans Rette og hans Skikke, som jeg byder dig idag;
12 at du ikke skal æde og blive mæt, og bygge gode Huse og boe deri,
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
43 Fordi at du haver ikke ihukommet din Ungdoms Dage, men fortørnet mig ved alle disse Ting, saa haver jeg ogsaa, see jeg, lagt (dig) din Vei paa Hovedet, siger den Herre Herre; og du haver ikke gjort dig en Tanke at omvende dig fra alle dine Vederstyggeligheder.
5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
12 I de Udlevede er Viisdom, og Dagenes Længde (giver) Forstand.
18 Din Kilde skal være velsignet, og glæd dig med din Ungdoms Hustru.
11 Thi dine Dage skulle blive mange ved mig, og Livs Aar skulle tillægges dig.
17 som forlader sin Ungdoms Leder, og som haver glemt sin Guds Pagt;
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
3 Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.
15 Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.
27 Det er en Mand godt, at han haver baaret Aag i sin Ungdom.
5 Jeg kom de Dage fra fordum (Tid) ihu, jeg grundede paa al din Gjerning, jeg talede om dine Hænders Gjerning.
1 Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.
2 Det er bedre at gaae til Sorrigs Huus, end at gaae til Gjæstebuds Huus, thi i hiint er hvert Menneskes Ende; og den Levende skal lægge det paa sit Hjerte.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.