Salmene 77:5
Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Jeg kom de Dage fra fordum (Tid) ihu, jeg grundede paa al din Gjerning, jeg talede om dine Hænders Gjerning.
6 Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
11 Da sagde jeg: Det er det, at jeg er svag; at forandre det, staaer i den Høiestes høire Haand.
12 Jeg vil komme Herrens Gjerninger ihu; sandelig, jeg vil komme dine underlige Ting ihu fra fordum (Tid).
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
52 Herre! jeg kom dine Domme fra Evighed ihu, og blev trøstet.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
7 Kom ihu de gamle Dage, betragter Aarene fra Slægt til Slægt, spørg din Fader, og han skal kundgjøre dig det, dine Ældste, og de skulle sige dig det.
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
8 Thi Kjære, spørg den forrige Slægt, og bered dig til (at betænke) det, som deres Fædre have randsaget;
1 Til Sangmesteren paa Nechiloth; Davids Psalme.
6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
10 Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
152 Jeg haver fra fordum (Tid) vidst om dine Vidnesbyrd, at du haver grundfæstet dem evindeligen.
6 Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
55 Herre! jeg kom om Natten dit Navn ihu, og holdt din Lov.
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
3 Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
2 Jeg vil oplade min Mund ved Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),
12 I de Udlevede er Viisdom, og Dagenes Længde (giver) Forstand.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
15 Haver du taget vare paa Verdens Sti, som de uretfærdige Folk have traadt paa?
10 Siig ikke: Hvad var det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om Saadant af Viisdom.
148 Mine Øine vare vaagne før Nattevagterne, at tale om dit Ord.
100 Jeg er bleven forstandigere end de Gamle, thi jeg haver bevaret dine Befalinger.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
16 Og jeg tænkte at forstaae det; (men) det var møisommeligt for mine Øine,
1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
32 Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
1 Til Sangmesteren; (en Psalme,) som giver Underviisning, for Korahs Børn.
1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
15 Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.
3 Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
5 Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.