Salmene 102:24
Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
18 Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
6 Thi du, Gud! du haver hørt mine Løfter, du haver givet dem Eiendom, som frygte dit Navn.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.