Habakkuk 1:12
Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 (Dine) Øine ere renere, end at du gjerne seer Ondt, og du kan ikke skue Møie; hvorfor skulde du da skue de Troløse (og) tie, naar en Ugudelig opsluger en Retfærdigere end han?
14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
1 Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Rette: Hvorfor er de Ugudeliges Vei lykkelig? alle de, som vare saare troløse, vare trygge.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
17 Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?
7 Herrens Taler ere rene Taler, (lige) som Sølv, (der er) smeltet i en Ovn af Jord, (og) som er luttret syv Gange.
10 Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12 ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
11 Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.
3 Herre! monne dine Øine ikke (see) efter Sandhed? du slog dem, men de følte ingen Smerte, du fortærede dem, de vægrede sig ved at annamme Tugt; de forhærdede deres Ansigt mere end en Klippe, de vægrede sig for at vende om.
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
2 Og gak ikke i Dom med din Tjener; thi Ingen, som lever, kan være retfærdigfor dig.
12 En Ærens Throne, en Høihed af Begyndelsen, er vor Helligdoms Sted.
8 at de Ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gjøre Uret, blomstre, indtil de blive ødelagte stedse og altid.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
21 Monne I ikke ville forstaae? monne I ikke ville høre? er det ikke forkyndt eder af Begyndelsen? have I ikke forstaaet det, fra Jordens Grundvolde (bleve lagte)?
2 Hvor længe ville I dømme Uret og ansee de Ugudeliges Personer? Sela.
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
3 Herre! dersom du vil tage vare paa Misgjerninger, Herre! hvo kan (da) bestaae?
19 Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
19 Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
7 Mon du være født (som) det første Menneske, og er du avlet førend Høiene?
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
5 Er ikke din Ondskab megen, og ingen Ende paa dine Misgjerninger?
7 Men I skulle døe som et Menneske, og som en af Fyrsterne skulle I falde.
3 Hvorfor lader du mig see Uret og skue Møie? baade Ødelæggelse og Vold er for mig, og der er Kiv og Trætte, som man maa bære.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
8 Saa skal Folkenes Forsamling omringe dig, og for dens Skyld kom igjen i det Høie!