Salmenes bok 92:8
at de Ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gjøre Uret, blomstre, indtil de blive ødelagte stedse og altid.
at de Ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gjøre Uret, blomstre, indtil de blive ødelagte stedse og altid.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Thi du, Herre! er den Høieste over al Jorden, du er saare ophøiet over alle Guder.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
18 Lad dem blues og forfærdes stedse og altid, og blive tilskamme og omkomme.
9 Men du, Herre! er høi evindelig.
5 Thi din Miskundhed er stor til over Himlene, og din Sandhed indtil de øverste Skyer.
4 Herren er høi over alle Hedninger, hans Ære er over Himlene.
5 Hvo er som Herren vor Gud, som haver sat sig høit,
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
5 Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge (imellem) dem, som brænde (af Had, imellem) Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
11 Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene, og din Sandhed indtil (de øverste) Skyer.
52 med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor.
7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
10 Herren skal regjere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!
18 Herren skal regjere evindelig og altid.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
5 Dine Vidnesbyrd ere saare trofaste, Hellighed sømmer sig for dit Huus, Herre! saalænge Dagene (vare).
89 Herre! dit Ord bestaaer evindelig i Himlene.
19 Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
17 De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
5 Thi du haver udført min Ret og min Sag; du sad paa (din) Throne, (du,) som dømmer i Retfærdighed.
1 Til Sangmesteren paa Githith; Davids Psalme.
7 Herrens Taler ere rene Taler, (lige) som Sølv, (der er) smeltet i en Ovn af Jord, (og) som er luttret syv Gange.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
2 Herren er stor i Zion, og han er høi over alle Folk.
2 Jeg vil takke Herren i mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underlige Ting.
6 Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
28 Du er min Gud, derfor vil jeg takke dig; min Gud! jeg vil ophøie dig.
16 Guds Bjerg er (som) Basans Bjerg, det Bjerg (fuldt) med Høie er (som) Basans Bjerg.
1 En Psalmesang paa Sabbatens Dag.
5 Herren er ophøiet, thi han boer i det Høie; han haver opfyldt Zion med Ret og Retfærdighed.
1 En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
4 Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
2 Lovet være Herrens Navn fra nu og indtil evig (Tid)!
1 Herre! du er min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg vil bekjende dit Navn, thi du gjorde en underlig Ting; de Anslag, (som du haver sagt) længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.
6 Dine Pile ere skjærpede, — Folk skulle falde under dig — (de skulle fare) i Kongens Fjenders Hjerte.
13 Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
2 Alle Folk, klapper med Haand, raaber (med Glæde) for Gud med frydefuld Røst!
8 De ere befæstede altid og evindelig, de ere gjorte i Sandhed og Oprigtighed.
4 paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
3 Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke, og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
6 Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.