Salmenes bok 12:7
Herrens Taler ere rene Taler, (lige) som Sølv, (der er) smeltet i en Ovn af Jord, (og) som er luttret syv Gange.
Herrens Taler ere rene Taler, (lige) som Sølv, (der er) smeltet i en Ovn af Jord, (og) som er luttret syv Gange.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Herren skal bevare dig fra alt Ondt, han skal bevare din Sjæl.
8 Herren skal bevare din Udgang og din Indgang fra nu og indtil evig (Tid).
6 For de Elendiges Ødelæggelse, for de Fattiges Jamren, vil jeg nu opstaae, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han blæser ad.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
6 Thi du, Gud! du haver hørt mine Løfter, du haver givet dem Eiendom, som frygte dit Navn.
7 Du skal lægge Dage til Kongens Dage, at hans Aar (maae være) som fra Slægt til Slægt,
1 Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12 ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
4 De skjærpe deres Tunge som en Slange, der er Øglers Forgift under deres Læber. Sela.
13 Herre! dit Navn er evindelig; Herre! din Ihukommelse er fra Slægt til Slægt.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
28 Men du (bliver) den Samme, og dine Aar faae ingen Ende.
20 Hvor meget er dit Gode, som du haver gjemt for dem, som dig frygte, (som) du haver beviist mod dem, der troe paa dig, for Menneskens Børn!
89 Herre! dit Ord bestaaer evindelig i Himlene.
90 Din Sandhed (varer) fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den skal bestaae.
28 Thi Herren elsker Ret og skal ikke forlade sine Hellige; de blive bevarede evindelig, men de Ugudeliges Sæd bliver udryddet.
8 at de Ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gjøre Uret, blomstre, indtil de blive ødelagte stedse og altid.
8 De ere befæstede altid og evindelig, de ere gjorte i Sandhed og Oprigtighed.
18 Herren kjender de Fuldkomnes Dage, og deres Arv skal blive evindeligen.
44 Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
5 De skulle frygte dig, saalænge Solen (er til), og saalænge Maanen (varer), fra Slægt til Slægter.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
5 Dine Vidnesbyrd ere saare trofaste, Hellighed sømmer sig for dit Huus, Herre! saalænge Dagene (vare).
160 Begyndelsen paa dit Ord er Sandhed, og al din Retfærdigheds Dom (varer) evindelig.
6 som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, han, som holder Love evindelig,
15 Kommer evindeligen hans Pagt ihu, — det Ord, han haver befalet til tusinde Slægter —
6 Thi han skal ikke rokkes evindelig; en Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.
7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
24 Herren velsigne dig og bevare dig!
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
11 Herrens Raad bestaaer evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
12 Dersom dine Børn holde min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skulle og deres Børn stedse og altid sidde paa din Throne.
11 da skulle (kloge) Anslag bevare dig, (ja) Forstand bevogte dig,
117 Understøt mig, at jeg maa blive frelst, saa vil jeg altid forlyste mig i dine Skikke.
17 Og han, han kastede Lod for dem, og hans Haand deelte det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eie det evindeligen, og fra Slægt til Slægt skulle de boe deri.
152 Jeg haver fra fordum (Tid) vidst om dine Vidnesbyrd, at du haver grundfæstet dem evindeligen.
4 Du, du haver budet at holde saare (flitteligen) dine Befalinger.
8 idet han bevogter Rettens Stier og bevarer sine Helliges Vei —
8 Han kommer evindelig sin Pagt ihu, — det Ord, som han haver befalet til tusinde Slægter —
20 Herren bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de Ugudelige.
57 Jeg sagde: Herren er min Deel, jeg vil holde dine Ord.