Jesaja 26:4
Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 (Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
2 Der ere Bjerge trindt omkring Jerusalem, og Herren er trindt omkring sit Folk fra nu og indtil evig (Tid).
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
7 Velsignet er den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
19 Du, Herre! du skal blive evindeligen, din Throne fra Slægt til Slægt.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
89 Herre! dit Ord bestaaer evindelig i Himlene.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
3 Israel haabe paa Herren fra nu og indtil evig (Tid)!
9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
11 Herrens Raad bestaaer evindelig, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.
7 Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
18 Herren skal regjere evindelig og altid.
10 Herren skal regjere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
12 Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.
8 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
17 Israel er frelst ved Herren, ved en evig Frelse; I skulle ikke beskjæmmes, ei heller forhaanes indtil Evigheds Evigheder.
30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, og ved min Gud kan jeg springe over en Muur.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
11 I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
2 Thi hans Miskundhed er mægtig over os, og Herrens Sandhed er evindelig. Halleluja!
13 Herre! dit Navn er evindelig; Herre! din Ihukommelse er fra Slægt til Slægt.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
18 Herren kjender de Fuldkomnes Dage, og deres Arv skal blive evindeligen.
8 at de Ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gjøre Uret, blomstre, indtil de blive ødelagte stedse og altid.
2 Lovet være Herrens Navn fra nu og indtil evig (Tid)!
8 De ere befæstede altid og evindelig, de ere gjorte i Sandhed og Oprigtighed.
4 Spørger efter Herren og hans Magt, søger hans Ansigt altid.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
4 De, som frygte Herren, sige nu: Hans Miskundhed er evindelig.
6 som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, han, som holder Love evindelig,
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
31 Herrens Ære skal være evindelig, Herren skal glædes i sine Gjerninger.
6 Og den Troskab, (som du skal bevise) i din (beleilige) Tid, skal være (megen) Saligheds Gods, Viisdom og Kundskab; Herrens Frygt, den skal være hans Liggendefæ.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
3 Hans Gjerninger ere Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaaer altid.
1 Herre! du er min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg vil bekjende dit Navn, thi du gjorde en underlig Ting; de Anslag, (som du haver sagt) længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.