Nahum 1:7
Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Herrens Engel leirer sig trindt omkring dem, som ham frygte, og frier dem.
9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
10 Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.
7 Velsignet er den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis Tillid Herren er.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
8 Og naar en overskyllende Flod løber over, skal han gjøre det til en Ende med dens Sted, og Mørket skal forfølge hans Fjender.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, og ved min Gud kan jeg springe over en Muur.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
25 Herren er god mod dem, som bie efter ham, mod den Sjæl, som spørger efter ham.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
39 Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
3 Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
5 (Han er den,) som elsker Retfærdighed og Dom; Jorden er fuld af Herrens Miskundhed.
12 Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.
15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede; de skulle være saftige og grønne,
9 Herren er god imod Alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
18 Herren kjender de Fuldkomnes Dage, og deres Arv skal blive evindeligen.
1 Asaphs Psalme. Sandeligen, Gud er Israel god, de Rene af Hjertet.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
7 Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
8 Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
19 Lad de falske Læber blive stumme, som tale haardt af Hovmod og Foragt imod den Retfærdige.
11 I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
37 Og han skal sige: Hvor ere deres Guder, den Klippe, som de forlode sig paa?
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
5 Alt Guds Ord er luttret; det er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.
6 Derfor skal hver Hellig bede til dig til den Tid, (naar du) findes; ja, naar der komme store Vandskyl, skulle de ikke naae til ham.
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
21 Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
6 Thi Herren kjender de Retfærdiges Vei, men de Ugudeliges Vei skal forgaae.