Salmenes bok 21:6
Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! Kongen skal glæde sig i din Kraft, og hvor saare skal han fryde sig ved din Frelse!
3 Du haver givet ham hans Hjertes Begjæring, og ikke vægret ham det, som hans Læber udsagde. Sela.
4 Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.
5 Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
2 Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg taler (en Sang), jeg haver gjort om en Konge, min Tunge er en snar Skrivers Pen.
4 paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6 Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
6 Offrer Retfærdigheds Offere, og forlader eder paa Herren.
7 De ere mange, som sige: Hvo vil vise os Godt? (men) Herre! opløft dit Ansigts Lys over os.
27 Ære og Hæder er for hans Ansigt, Styrke og Glæde er i hans Sted.
25 Herren lade sit Ansigt lyse over dig, og være dig naadig!
26 Herren opløfte sit Ansigt paa dig, og give dig Fred!
11 Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.
6 Thi du, Gud! du haver hørt mine Løfter, du haver givet dem Eiendom, som frygte dit Navn.
7 Du skal lægge Dage til Kongens Dage, at hans Aar (maae være) som fra Slægt til Slægt,
17 De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
42 Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
11 Herre, hør og vær mig naadig; Herre, vær min Hjælper!
12 Du haver omvendt min Hylen til en Dands for mig, du haver opløst min Sæk og bundet om mig med Glæde,
15 Retfærdighed og Dom er din Thrones Befæstelse; Miskundhed og Sandhed skulle gaae frem for dit Ansigt.
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
7 Gud! din Throne (bliver) evindelig og altid; dit Riges Spiir er et ret Spiir.
21 Du gjør mig meget stor, og trøster mig trindt omkring.
27 Saa begynd nu at velsigne din Tjeners Huus, at det maa blive evindeligen for dit Ansigt; fordi du, Herre, haver velsignet det, saa lad det blive velsignet evindeligen.
9 Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
12 Men de skulle alle glæde sig, som forlade sig paa dig, de skulle fryde sig evindelig, thi du skjuler over dem; og de skulle saare fryde sig i dig, de, som elske dit Navn.
2 Israel glæde sig i den, som ham gjorde! Zions Børn fryde sig i deres Konge!
21 For dit Ords Skyld, og efter dit Hjerte haver du gjort al denne store Ting, at du vilde lade din Tjener vide det.
9 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
3 Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
4 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
21 indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
15 I ere velsignede for Herren, som haver gjort Himmel og Jord.
10 Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og idet du ydmyger mig, gjør du mig stor.
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
31 hvilken du beredte for alle Folks Aasyn,
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
3 Du formerede Folket, gjorde du ikke stor Glæde? de glædede sig for dit Ansigt, ligesom Glæden er om Høsten, saasom man fryder sig, naar man uddeler Bytte.
15 Herre! du formerede Folket, du formerede Folket, du er bleven herlig; (men) du skilte dem langt bort (indtil) alle Jordens Ender.
31 Herrens Ære skal være evindelig, Herren skal glædes i sine Gjerninger.
2 Lovet være Herrens Navn fra nu og indtil evig (Tid)!
8 Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
2 Jeg vil takke Herren i mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underlige Ting.