Hebreerbrevet 2:7
Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
4 Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6 Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
7 Du gjør, at han hersker over dine Hænders Gjerninger, du haver lagt Alting under hans Fødder,
5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
6 Men En haver vidnet etsteds, sigende: Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu? eller et Menneskes Søn, at du agter paa ham?
8 alle Ting lagde du under hans Fødder. Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte.
9 Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
10 Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
13 Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
2 hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden,
3 (og) som, efterdi han er Herlighedens Afglands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, gjorde ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
4 og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6 Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
7 Og om Englene siger han: Han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
8 Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
9 Du elskede Retfærdighed og hadede Uret; derfor haver, Gud! din Gud salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
10 Og: Du, Herre! grundfæstede Jorden fra Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
5 Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.
6 Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.
3 Du haver givet ham hans Hjertes Begjæring, og ikke vægret ham det, som hans Læber udsagde. Sela.
27 Thi han haver lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere (ham) underlagte, da er det aabenbart, at (det er) ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting.
22 og lagde Alt under hans Fødder, og satte ham til Hoved over Alting for Menigheden,
34 Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,
35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.
6 Jeg, jeg haver sagt: I ere Guder, og I ere alle den Høiestes Børn.
7 Men I skulle døe som et Menneske, og som en af Fyrsterne skulle I falde.
5 Saaledes haver og Christus ikke selv tillagt sig den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag.
9 Derfor haver og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn;
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
44 Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
7 men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa, og blev Mennesker lig;
1 Til Sangmesteren paa Githith; Davids Psalme.
7 Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
26 Og Gud sagde: Lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Fæet, og over al Jorden, og over alle Orme, som krybe paa Jorden.
22 som, efterat han er faren til Himmelen, er hos Guds høire Haand, og Englene og Magterne og Kræfterne ere ham underlagte.
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
10 Og du haver gjort os til Konger og Præster for vor Gud, og vi skulle regjere, over Jorden.
4 paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
11 Værdig er du, Herre! at annamme Æren og Prisen og Magten; thi du haver skabt alle Ting, og ved din Villie ere de, og bleve de skabte.
8 at sætte (ham) hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster,
5 Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge (imellem) dem, som brænde (af Had, imellem) Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
1 Davids Psalme. Herren sagde til min Herre: Sid hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel.
14 Du var (som) en salvet Cherub, der skjuler (Arken), og jeg havde sat dig, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt iblandt gloende Stene.
42 Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
10 Thi der er skrevet: Han skal befale sine Engle angaaende dig, at bevare dig,