Hebreerbrevet 2:6
Men En haver vidnet etsteds, sigende: Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu? eller et Menneskes Søn, at du agter paa ham?
Men En haver vidnet etsteds, sigende: Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu? eller et Menneskes Søn, at du agter paa ham?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
4Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,
5(da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
7Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
8alle Ting lagde du under hans Fødder. Idet han altsaa underlagde ham alle Ting, undtog han Intet, som jo er ham underlagt; dog see vi endnu ikke alle Ting at være ham underlagte.
9Men den, som et Lidet var bleven ringere end Englene, Jesum, see vi formedelst Dødens Lidelse kronet med Ære og Hæder, at han efter Guds naadige Villie skulde smage Døden for Alle.
17Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
18og at du vil besøge ham hver Morgen, at prøve ham (alle) Øieblikke?
3Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
5Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
6Hvormeget mindre et Menneske, (som er) en Orm, og et Menneskes Barn, (som er) en Maddik!
4og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: Du er min Søn, jeg fødte dig idag? og atter: Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn.
6Men atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: Og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
6han, som fornedrer sig til at see i Himlene og paa Jorden,
13Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
17Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
24Kom ihu, at du ophøier hans Gjerning, hvilken Folk have beskuet,
11Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
14Hvad er et Menneske, at det skulde være reent, eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Qvinde?
6Jeg, jeg haver sagt: I ere Guder, og I ere alle den Høiestes Børn.
19Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, Herre, Herre! saa du talede ogsaa til din Tjeners Huus i det Fjerne; og er dette et Menneskes Skik, Herre, Herre?
22Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
14Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.
17Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?
12Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
47Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
4Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
4Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
5Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
6at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
3Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
18Jeg, jeg sagde i mit Hjerte om Menneskens Børns Handel, at Gud vilde gjøre det klart for dem, og at de skulde see, at de ere for sig selv (som) Dyr.
21Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
3Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
17Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, O Gud! derfor talede du (ogsaa) til din Tjeners Huus i det Fjerne; og du haver anseet mig ligesom i et Menneskes Skikkelse, (som er) i det Høie, Gud Herre.
18Hvad skal David ydermere (tale) til dig om den Ære, (som du haver beviist) mod din Tjener? thi du, du kjender din Tjener.
6Ligesom han og siger et andet Sted: Du er en Præst til evig Tid efter Melchisedeks Viis.
5Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
2En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
14hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
8Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
13Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
25Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
26Og Gud sagde: Lader os gjøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regjere over Havets Fiske, og over Himmelens Fugle, og over Fæet, og over al Jorden, og over alle Orme, som krybe paa Jorden.
7men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa, og blev Mennesker lig;
7Mon du være født (som) det første Menneske, og er du avlet førend Høiene?
34Thi David opfoer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand,