Job 20:4
Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Forstaaer du (Alting) indtil Jordens (yderste) Bredde? forkynd det, dersom du kjender det altsammen.
19 Hvor er den Vei, der hvor Lyset mon boe, og hvor er Mørkheds Sted?
20 at du kunde tage (og føre) det til sit Landemærke, og at du kunde forstaae dig paa dets Huses Stier.
21 Vidste du, at du skulde da fødes, og at dine Dages Tal var stort?
4 Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, om du kjender Forstand!
3 Jeg haver (vel) ogsaa et Hjerte ligesom I, jeg feiler ikke mere end I; og hvo veed ikke (saadanne Ting) som disse?
21 Monne I ikke ville forstaae? monne I ikke ville høre? er det ikke forkyndt eder af Begyndelsen? have I ikke forstaaet det, fra Jordens Grundvolde (bleve lagte)?
7 Mon du være født (som) det første Menneske, og er du avlet førend Høiene?
8 Mon du haver hørt paa Guds hemmelige Raad, eller er Viisdom dragen fra (Andre ind) til dig?
9 Hvad veed du, som vi skulde ikke vide? hvad forstaaer du, og det skulde ikke være hos os?
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
20 Hvorfra skal da Viisdom komme, og hvor er Forstands Sted?
15 Haver du taget vare paa Verdens Sti, som de uretfærdige Folk have traadt paa?
4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
5 at de Ugudeliges Frydeskrig er nær (ved at forgaae), og Øienskalkes Glæde varer et Øieblik?
27 See dette, det have vi undersøgt, saa er det; hør det, og forstaa du det for dig.
10 Siig ikke: Hvad var det, at de forrige Dage vare bedre end disse? thi du spørger ikke om Saadant af Viisdom.
10 Hvad som En er, (saa) er hans Navn allerede tilforn nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske, og han kan ikke trætte med den, som ham er for mægtig.
10 Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
1 Hvorfor ere Tiderne ikke skjulte for den Almægtige? og dog de, som ham kjende, de have ikke seet hans Dage.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
8 Thi Kjære, spørg den forrige Slægt, og bered dig til (at betænke) det, som deres Fædre have randsaget;
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
16 Veed du, hvorledes de tykke (Skyer) hænge (som i Vægtskaaler)? hans underlige Ting, (som er) fuldkommen i al Kundskab?
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
2 Sandeligen, jeg veed, at det er saaledes, og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
12 Men Viisdom, hvorfra vil man finde den? og hvor er Forstands Sted?
13 Et Menneske veed ikke dens Værdi, og den findes ikke i de Levendes Land.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
20 Haver jeg ikke skrevet dig ypperlige Ting med (mange) Raad og Forstand?
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
2 Ligesom I vide, veed jeg, (ja) jeg ogsaa; jeg feiler ikke mere end I.
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
21 Visseligen, disse ere en Uretfærdigs Boliger, og dette (hans) Sted, som ikke kjender Gud.
11 Thi han, han kjender de forfængelige Folk og seer Uretfærdighed; skulde han da ikke agte (derpaa)?
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
33 Veed du Himmelens Skikke, eller kan du beskikke dens Herredømme paa Jorden?
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
4 For hvem haver du kundgjort Tale? og hvis Aande gik ud af dig?
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
14 Jeg fornam, at alt det, som Gud gjør, det skal blive evindelig, man kan Intet lægge til, og man kan Intet tage derfra, og Gud gjør det saa, for at man skal frygte for hans Ansigt.
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
21 Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
22 Mon man kan lære Gud Kundskab, da han, han dømmer de Høie?