Job 29:4
ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
30 da var jeg hos ham (som) den, der opfostrer, og var (hans) store Lyst hver Dag, som legede altid for hans Ansigt,
31 som legede paa hans Jords Kreds, og min store Lyst var hos Menneskens Børn.
27 Der han beredte Himlene, (da) var jeg der; der han med Cirkel aftegnede oven over Afgrunden,
16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
26 dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
1 Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, medens de onde Dage ikke (endnu) komme, og Aarene komme, om hvilke du skal sige: Jeg haver ikke Lyst til dem;
2 medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
19 Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst.
20 Min Herlighed var ny hos mig, og min Bue forbedrede sig i min Haand.
8 Mon du haver hørt paa Guds hemmelige Raad, eller er Viisdom dragen fra (Andre ind) til dig?
33 dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
12 Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.
4 Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, om du kjender Forstand!
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
11 Er Guds megen Trøst ringe for dig, og det Ord, som han haver hemmeligen talet med dig?
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
17 Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
9 (Saa) glæd dig, du Unge, i din Barndom, og lad dit Hjerte være vel (tilmode) i din Ungdoms Dage, og vandre paa dit Hjertes Veie og efter dine Øines Syn; viid dog, at for alt dette skal Gud føre dig for Dommen.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
16 Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
9 der jeg satte Sky til dets Klædning, og Mørkhed til dets Svøb,