Job 29:5
da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig;
da den Almægtige endnu var hos mig, da mine Drenge vare omkring mig;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
2 Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, (i hvilke) Gud bevarede mig!
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
6 da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
29 der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,
30 da var jeg hos ham (som) den, der opfostrer, og var (hans) store Lyst hver Dag, som legede altid for hans Ansigt,
31 som legede paa hans Jords Kreds, og min store Lyst var hos Menneskens Børn.
25 Før Bjergene bleve nedsænkede, førend Høiene (bleve til), er jeg født.
26 Han havde ikke endda gjort Jorden eller Gaderne eller det Første i Jorderiges (meget) Støv.
27 Der han beredte Himlene, (da) var jeg der; der han med Cirkel aftegnede oven over Afgrunden,
5 (Men) om du aarle søger hen til Gud og beder om Naade til den Almægtige,
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
25 Ja, den Almægtige skal være dig det (skjønne) Guld, og være dig Sølv til megen Styrke.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
6 Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
26 dersom jeg haver seet til Lyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaaer herlig,
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
16 Thi Gud haver gjort mit Hjerte blødt, og den Almægtige haver forfærdet mig,
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
13 Hos ham er Viisdom og Vælde, ham hører Raad og Forstand til.
5 Thi mit Huus er ikke saa med Gud; thi han haver sat mig en evig Pagt, som er ordentligen beskikket i alle (Maader) og bevaret; thi han skal være al min Salighed og al (min) Lyst, enddog han ikke (endnu) lader (ham) opvoxe.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.
15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som opfyldte deres Huse med Sølv;
16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
4 Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, om du kjender Forstand!
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
16 Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
23 Jeg er salvet af Evighed, fra det Første, fra Jordens Begyndelse.