Jobs bok 23:10
Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
9 Naar han gjør (Noget) paa den venstre Side, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig paa den høire Side, da kan jeg ikke see (ham).
10 Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
3 Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
10 See, jeg haver luttret dig, dog ikke som Sølv, jeg haver udvalgt dig i Elendigheds Ovn.
23 Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
24 Dersom jeg haver sat Guld til mit Haab, eller sagt til det (kostelige) Guld: Du er min Tillid,
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
10 See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
1 Thi Sølvet haver (sin) Udgang, og Guldet har sit Sted, hvor de luttre det.
21 (Ligesom der er) Digel til at (prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, saa (prøves) en Mand efter sin priselige Gjernings Beskaffenhed.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.
6 saa maa han veie mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal kjende min Fuldkommenhed.
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
4 Borttag Skummet fra Sølvet, saa faaer Guldsmeden et Kar ud (deraf).
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
11 See, han gaaer over for mig, og jeg seer (ham) ikke, og han gaaer frem, og jeg forstaaer mig ikke paa ham.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
3 der han lod sin Lygte skinne over mit Hoved, (der) jeg gik igjennem Mørket ved hans Lys;
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
21 Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
23 Jeg veed, Herre! at Menneskets Vei (staaer) ikke til ham, (ja, det staaer) ikke til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.
24 Da skal du lægge det (skjønne) Guld paa Støv, og det (Guld af) Ophir paa Klippen ved Bækkene.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
10 Antager min Tugt og ikke Sølv, og Kundskab fremfor udvalgt opgravet (Guld).
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
12 Jeg vil gjøre et Menneske dyrebarere end (fiint) Guld, og et Menneske end (kosteligt) Guld af Ophir.
6 da jeg toede mine Trin i Smør, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 paa det eders prøvede Tro — som er meget dyrebarere end det forgjængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden — maa befindes til Lov og Priis og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse;
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
10 Han adskiller Klipperne, (at der blive) Floder, og hans Øie seer alt det Dyrebare.
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
3 Jeg vil ophente min Kundskab langt borte, og tillægge den, som haver gjort mig, Retfærdighed.
20 at du kunde tage (og føre) det til sit Landemærke, og at du kunde forstaae dig paa dets Huses Stier.