Salmenes bok 66:10
Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder.
12Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
10See, jeg haver luttret dig, dog ikke som Sølv, jeg haver udvalgt dig i Elendigheds Ovn.
3Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
2Prøv mig, Herre! og forsøg mig; luttre mine Nyrer og mit Hjerte.
9(han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
10Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
6For de Elendiges Ødelæggelse, for de Fattiges Jamren, vil jeg nu opstaae, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han blæser ad.
21(Ligesom der er) Digel til at (prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, saa (prøves) en Mand efter sin priselige Gjernings Beskaffenhed.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
6hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
7paa det eders prøvede Tro — som er meget dyrebarere end det forgjængelige Guld, hvilket dog prøves ved Ilden — maa befindes til Lov og Priis og Ære i Jesu Christi Aabenbarelse;
23Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
4Borttag Skummet fra Sølvet, saa faaer Guldsmeden et Kar ud (deraf).
22Ligesom Sølv smeltes midt i en Ovn, saa skulle I smeltes midt derudi; og I skulle fornemme, at jeg, Herren, jeg haver udøst min Grumhed over eder.
45Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
27Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
3Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
12Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
40Lader os randsage vore Veie og opspore (dem) og vende om til Herren.
30Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren haver forkastet dem.
10Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
16han, som gav dig Man at æde i Ørken, hvilket dine Fædre ikke kjendte, for at ydmyge dig, og for at forsøge dig, og at gjøre vel imod dig i din sidste Tid —
7Jeg borttog hans Skuldre fra Byrden, hans Hænder bleve befriede fra Kjedelen.
1Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
30Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, og ved min Gud kan jeg springe over en Muur.
12I Elskelige! forundrer eder ikke over den Ildprøve, som kommer over eder til en Prøvelse, som om der hændtes eder noget Underligt.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
3Gud! du forkastede os, du sønderrev os; du var vred, vend om til os.
19Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
3vidende, at eders Troes Forsøgelse virker Taalmodighed.
9hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, ja de saae min Gjerning.
19indtil den Tid, da hans Ord kom, (da) Herrens Tale havde luttret ham.
119Du lod alle Ugudelige paa Jorden høre op som Skum; derfor elskede jeg dine Vidnesbyrd.
31Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
33Og du er retfærdig i alt det, som er kommet over os; thi du handlede troligen, men vi, vi handlede ugudeligen.
43Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
1Thi Sølvet haver (sin) Udgang, og Guldet har sit Sted, hvor de luttre det.
6at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
10Men al Naades Gud, som kaldte os, der en kort Tid lide, til sin evige Herlighed i Christo Jesu, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
9hvor eders Fædre fristede mig, prøvede mig, enddog de saae mine Gjerninger i fyrretyve Aar.
16Herre! i Angesten besøgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
24Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
65Du gjorde vel imod din Tjener, Herre! efter dit Ord.
20Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
5Herren prøver en Retfærdig, men en Ugudelig og den, som elsker Vold, hader hans Sjæl.
18og at du vil besøge ham hver Morgen, at prøve ham (alle) Øieblikke?