Salmene 44:19
Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 enddog du haver sønderstødt os i Dragers Sted, og skjult os med Dødens Skygge.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
42 Vi, vi have overtraadt og været gjenstridige, du, du tilgav ikke.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
44 Du skjulte dig med en Sky, at der ikke kunde komme Bøn igjennem.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
9 Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
10 Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
11 Du lader os vende tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have berøvet (os) for sig.
18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
19 Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
20 Herrens Salvede, (som var) vor Næses Aand, blev fangen i deres Grave, han, om hvem vi sagde: Under hans Skygge ville vi leve iblandt Hedningerne.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
11 Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder.
12 Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
3 da havde de opslugt os levende, der deres Vrede var optændt imod os;
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
13 Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
7 Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
20 Herre! vi kjende vor Ugudelighed, vore Fædres Misgjerning; thi vi have syndet imod dig.
21 (Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
40 Du gjorde din Tjeners Pagt til Intet, du vanhelligede hans Krone til Jorden.
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
44 Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 Om vore Misgjerninger have svaret imod os, Herre! (da) gjør det (dog) for dit Navns Skyld; thi vore Afvendelser ere store, imod dig have vi syndet.
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
10 Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
5 Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
5 Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).