Salmenes bok 44:9
Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
12 (Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
10 Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
11 Du lader os vende tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have berøvet (os) for sig.
12 Du giver os hen som Faar til Spise, og bortstrøer os iblandt Hedningerne.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
20 enddog du haver sønderstødt os i Dragers Sted, og skjult os med Dødens Skygge.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
8 Men du haver frelst os fra vore Fjender, og du haver beskjæmmet dem, som os hadede.
42 Vi, vi have overtraadt og været gjenstridige, du, du tilgav ikke.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
44 Du skjulte dig med en Sky, at der ikke kunde komme Bøn igjennem.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
9 Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
43 Du ophøiede hans Modstanderes høire Haand, du glædede alle hans Fjender.
44 Ja, du omvendte hans skarpe Sværd, og lod ham ikke bestaae i Krigen.
45 Du lod hans Reenhed ophøre, og kastede hans Throne ned til Jorden.
38 Han skal befæstes som Maanen evindelig, og (som) det Vidne i den øverste Sky (skal han være) bestandig.
39 Men du, du forkastede og foragtede (ham), du var fortørnet paa din Salvede.
37 Du skal ogsaa udgaae herfra, og dine Hænder (skulle være) paa dit Hoved; thi Herren forkaster (al) din Tillid, og du skal ikke faae Lykke derved.
18 Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
6 Du haver bespiist dem med Taarers Brød, og givet dem et (fuldt) Maal af Taarer at drikke.
5 Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
9 I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
7 Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
15 Og nu, Herre vor Gud! du, som udførte dit Folk af Ægypti Land med en stærk Haand og gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag, vi have syndet, vi have handlet ugudeligen.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
7 Herre! dig hører Retfærdighed til, men os (vort) Ansigts Blusel, som (det er) paa denne Dag, (nemlig) hver i Juda, og dem, som boe i Jerusalem, og al Israel, de, som ere nær, og de langt borte, i alle Landene, der hvor du haver fordrevet dem hen for deres Forgribelses Skyld, med hvilken de have forgrebet sig imod dig.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
21 (Men) foragt (os) ikke for dit Navns Skyld, agt ikke ringe din Herligheds Throne, kom ihu, at du ikke gjør din Pagt til Intet med os!
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
2 Gud, vi have hørt med vore Øren, vore Fædre have fortalt os den Gjerning, du gjorde i deres Dage, i de forrige Dage.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.