Salmenes bok 80:6
Du haver bespiist dem med Taarers Brød, og givet dem et (fuldt) Maal af Taarer at drikke.
Du haver bespiist dem med Taarers Brød, og givet dem et (fuldt) Maal af Taarer at drikke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14 Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
9 Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
10 Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
11 Du lader os vende tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have berøvet (os) for sig.
3 Opvæk din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse, og kom os til Frelse.
4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
5 Herre, Gud Zebaoth! hvor længe haver du ladet (Vreden) ryge over dit Folks Bøn?
7 Du sætter os til en Trætte for vore Naboer, og vore Fjender spotte (os).
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem til en Bespottelse og Haanhed, som ere trindt omkring os.
8 See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?
12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
46 Alle vore Fjender oplode deres Mund over os.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
42 Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
2 da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang; da sagde man iblandt Hedningerne: Herren haver gjort store Ting imod disse.
4 (Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
6 Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
4 Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din grumme Vrede.
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
6 Vil du evindeligen være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt?
27 Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
18 Kom dette ihu: Fjenden forhaanede Herren, og et daarligt Folk foragtede dit Navn.
2 Gud! ti du ikke, vær ikke taus, og, Gud! hold ikke stille.
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
3 Gud! du forkastede os, du sønderrev os; du var vred, vend om til os.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
4 Vor Sjæl er meget mættet af de Stoltes Bespottelse, af de Hovmodiges Foragt.
21 indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
5 Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
12 (Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
19 Saa ville vi ikke vende tilbage fra dig; du lade os leve, og vi ville kalde paa dit Navn.
4 Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og vend deres Forsmædelse tilbage paa deres Hoved, og giv dem til Rov i Fængsels Land.
10 Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
20 de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
13 Herren skal lee ad ham; thi han seer, at hans Dag kommer.