Salmenes bok 59:8
See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?
See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4(Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
5Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
12Den Ugudelige tænker Skalkhed imod den Retfærdige og skjærer med sine Tænder over ham.
13Herren skal lee ad ham; thi han seer, at hans Dag kommer.
6Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
26da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
10Og det skal bespotte Kongerne og lee ad Fyrsterne; det skal lee ad Befæstning, og sanke Jord tilhobe og indtage den.
6Du haver bespiist dem med Taarers Brød, og givet dem et (fuldt) Maal af Taarer at drikke.
26Gjører ham drukken, fordi han ophøiede sig storligen imod Herren; saa skal Moab slaae med Hænderne (og velte sig) i sit Spy, og skal ogsaa være til Latter.
27Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
7De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.
7Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
21indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
19De Retfærdige see det og glæde sig, og den Uskyldige spotter dem (sigende:)
42Alle, som gik forbi paa Veien, røvede ham; han var sine Naboer en Forsmædelse.
60Du saae al deres Hevn, (ja) alle deres Tanker imod mig.
61Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
22Dette er det Ord, som Herren haver talet imod ham: Jomfruen, Zions Datter, hun foragter dig (og) bespotter dig, Jerusalems Datter ryster Hovedet efter dig.
18Kom dette ihu: Fjenden forhaanede Herren, og et daarligt Folk foragtede dit Navn.
9Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
13Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
14Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.
10Alle Hedninger omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
22Du skal lee ad Ødelæggelse og Hunger, og ikke frygte for (vilde) Dyr i Landet.
51Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
21Dette er det Ord, som Herren haver talet imod ham: Jomfruen, Zions Datter, hun foragter dig (og) bespotter dig, Jerusalems Datter ryster Hovedet efter dig.
15Thi see, jeg vil gjøre dig liden iblandt Hedningerne, foragtet iblandt Menneskene.
16Hedningerne skulle see det og beskjæmmes for al deres Styrke, de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
7Jeg vil ikke frygte for ti Tusinde af Folket, som have lagt sig omkring imod mig.
22Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg haver hørt en (fuld) Fordærvelse, ja (den, som er) bestemt af Herren, den Herre Zebaoth, over al Jorden.
17Herren haver gjort det, han havde tænkt, han haver udrettet sit Ord, som han fra gamle Dage havde befalet, han haver nedbrudt og ikke sparet, og han lod Fjenden glæde sig over dig, han ophøiede dine Modstanderes Horn.
7Herre! du haver overtalet mig, og jeg lod mig overtale, du haver været mig (for) stærk og haver faaet Overhaand; jeg er den ganske Dag til Latter, hver af dem spotter mig.
11Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
5Baade de, som ere nær, og de, som ere langt fra dig, skulle bespotte dig, du, som er besmittet af Navnet, (hos hvem der er) megen Forstyrring.
19Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.
10Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
2da blev vor Mund fyldt med Latter, og vor Tunge med Frydesang; da sagde man iblandt Hedningerne: Herren haver gjort store Ting imod disse.
5Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
43Og jeg stødte dem smaa som Støv for Veiret; som Dynd paa Gader gjorde jeg dem tynde.
3Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
5Thi du haver udført min Ret og min Sag; du sad paa (din) Throne, (du,) som dømmer i Retfærdighed.
7til at gjøre Hevn paa Hedningerne, og Straf paa Folkene,
2Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.
5De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
19Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
8at de Ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gjøre Uret, blomstre, indtil de blive ødelagte stedse og altid.
24Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
14Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
8Men Gud haver skudt dem; deres Plager ere en hastig Piil.